Test: Yderst vanedannende spil til iPhone

Blowfish

Vi vil gerne advare dig om ikke at læse videre, hvis du er bekymret for om du spiller for mange små dumme spil på din iPhone og iPod touch. Vi kan nemlig anbefale et der er særdeles svært at slippe igen – og endda er helt gratis.

Skulle du stadig læse med, kan vi fortælle, at spillet vi snakker om hedder Blowfish og det er så langt fra en nyhed. Spillet udkom nemlig tilbage i juni måned, men det gør det ikke mindre morsomt, hvis du er til små vanedannende spil.

Blowfish handler om at puste fisk op og undgå at luften går ud af dem ved at du skal undgå små røde søpindsvin, der suser rundt på skærmen.

Det er nødvendigt at undgå at ramme de små røde søpindsvin mens du puster, for ellers tager de “pusten” fra dig og det må kun ske tre gange per bane, ellers er det den samme bane forfra. Når de er pustet op kan de ikke gå i stykker og du kan med fordel benytte dine oppustede Blowfish til at blokere for de små røde søpindsvin. Det kan du gøre ved at vippe din iPhone eller iPod touch til siderne.

Det hele begynder ganske let med kun et rødt søpindsvin du skal undgå mens du puster Blowfish op. For at fuldende en runde, skal man udfylde en procentvis del af skærmen med oppustede Blowfish.

Kommer du i mål går du automatisk videre til bane to, hvor der naturligvis er to røde søpindsvin du skal undgå. Henne omkring bane 12 begynder det for alvor at blive svært, med 12 søpindsvin, det er dog lykkedes redaktionen at nå bane 14, så stik den!

Lyd og grafik er skruet rigtig godt sammen med en behagelig lyd af vand og små sjove lyde når du puster en Bowfish op. Synes du spillet er for let eller for fjollet, er vi sikre på at dine børn vil elske det.

Vi giver Blowfish seks ud seks stjerner.

Ekstratip: Når du er færdig med Blowfish, kan vi også anbefale Blowfish Poppers, der er fortsættelsen til Blowfish, selvom det  slet ikke stikker originalen. Blowfish Poppers handler ikke om at puste op men at “poppe” altså punktere Blowfish. Det er også gratis.

Blowfish1
Blowfish kræver en iPhone eller iPod touch og iPhone OS 2.1 eller nyere.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *