Sjov med Terminalen i Mac OS X

Terminal

Mac OS X er et ægte UNIX-system og det betyder at du har adgang til en række muligheder via det medfølgende Terminal-program i Mac OS X.

Du finder Terminal i Hjælpeprogrammer i mappen Programmer på din Mac.

Måske har du allerede haft det åbnet og ved ikke rigtig hvad du skal med det, men bare rolig vi guider dig gennem nogle af mulighederne her.

Terminalen er en alternativ måde at styre Mac OS X på, du kan faktisk installere og afinstallere software og justere stort set alt i Mac OS X via Terminalen, men det skal vi spare dig for her og i stedet vise dig nogle sjove tricks og muligheder, som du kan starte med at udforske.

eMacs

Terminalen kommer med Gnu eMacs. eMacs er også en del af operativsystemet GNU, men findes altså også i Terminalen i Mac OS X. Du åbner eMacs ved at skrive eMacs i terminalen hvorefter du trykker på retur-tasten.

eMacs kan benyttes som teksprogram, men det er ikke det vi her vil. Vi vil i stedet vise nogle af de mange spil, der er gemt i eMacs.

Når eMacs er åbnet, så prøv nu at trykke escape og bogstavet x ned på samme tid. Herefter er det blot at indtaste navnet på det spil du vil åbne.

Du kan blandt andet prøve med pong, snake, solitaire eller tetris. Vil du ud af et spil og ind i et andet skal du trykke escape og x to gange efterfulgt af det nye spil.

StarWars

Efter et par spil er det måske tid til lidt god gammeldags underholdning og Terminalen tilbyder blandt andet StarWars IV i ægte ASCii. Det er absolut kun for nørder at se det hele, men rigtig underholdende at prøve det og kunne det.

Du åbner blot et nyt terminal-vindue og skriver telnet towel.blinkenlights.nl og trykker enter. Herefter er det bare at nyde filmen 😉 Den starter meget langsomt, så hav tålmodighed.

Psykolog

Det er muligt at du efter at have set StarWars i din Terminal får lyst til at tale med nogen og til alt held er der også en psykolog i Terminalen. Du skal igen åbne eMacs og herefter i stedet for at skrive navnet på et spil, skrive doctor. før du skriver doctor, er det vigtigt igen at trykke på escape og x først.

Når du har skrevet en sætning skal du trykke på enter to gange for at programmet svarer dig.

Kalender

Du kan også helt droppe brugen af iCal eller måske ikke helt, men med kommandoen cal er det muligt at åbne en kalender i terminalen.

Skriv cal og kalenderen åbnes efter et tryk på enter-tasten. Skal det være et bestemt år, skriver du året efter cal, altså eksempelvis cal 2008.

Mærkedage

Er du til lister med musikalske mærkedage, fødselsdage, historie eller mærkedage om computere så prøv at skrive en af disse fire kommandoer:

cat /usr/share/calendar/calendar.music

cat /usr/share/calendar/calendar.birthday

cat /usr/share/calendar/calendar.history

Det var et lille overblik over nogle af de sjove ting du kan med Terminalen.

God fornøjelse!

Tetris

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *