Nook Color lanceret

Barnes&Noble har vendt op og ned på e-bogsformatet, og resultatet er blevet en slags tablet-e-reader-klon.

Med et eksploderende tabletmarked kan man med rettet spørge sig selv hvilken eksistensberettigelse e-bogsformatet har. B&N kom med deres bud idag.

Den nye 2. generations Nook har fået farveskærm, WiFi og Android, og er således en slags begrænset tablet og e-bogslæser i én.

Barnes&Noble vil i al beskedenhed revolutionere det at læse bøger, og derfor er der integration med Facebook og Twitter, så man kan dele citater og hele bøger med sine venner og followers. Derudover er der apps som Pandora, spil og adgang til Google og Wikipedia.

Selv om styresystemet er Android er der ikke adgang til Marketplace, hvilket også må siges at begrænse funktionaliteten temmelig meget.

Den 7″ store LCD skærm er som nævnt i farver, hvilket er lidt af en revolution indenfor e-bogsformatet. Dette åbner op for magasiner o.l, selv om skærmen måske er en anelse klein til at man får den rigtige visuelle oplevelse. Skærmen er lamineret for at mindske genskin, men spørgsmålet er hvordan skiftet fra e-ink skærmen kommer til at opleves, for det er netop dette feature mange har fremhævet som det gode ved e-bøgerne i forhold til tablets.

Prisen er $250 – halvdelen af en iPad og $100 mere end Amazons Kindle, der så til gengæld kun har WiFi.

Der er intet der tyder på at vi får Nook Color at se i Danmark foreløbig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *