Google-TV forsinket

Google stopper Toshibas, LG’s og Sharps lanceringer af Google-TV enheder på CES.

Det var ellers planlagt, at de tre store producenter skulle præsentere deres bud på Google-TV-baserede mediecentre på CES-messen til januar, men ifølge New York Times har Google bedt dem om at holde deres produkter tilbage.

Årsagen er at Google selv har brug for mere tid til at forfine softwaren, der har fået en temmelig lunken modtagelse.

Dagens nyhed illustrerer med al ønskelig tydelighed Google’s problemer med at koordinere samarbejdet med deres hardwareproducerende partnere. Google har selv som softwareproducent været vant til at lancere nye produkter og så revidere dem hen ad vejen, men i hardware-verdenen er dette jo ikke en mulighed, og Googles tilgang må alt andet lige trække store veksler på samarbejdspartnernes tålmodighed.

Samme scenarie har vi i virkeligheden allerede set i år, med Google udskydelse af Honeycomb/Android 3.0, hvilket har forårsaget at tabletproducenterne enten har måttet vente med at lancere deres produkter eller ligefrem trække dem af markedet, som det skete med Toshibas Folio 100, hvilket i praksis betyder at Apples iPad har hele julehandelen praktisk taget for sig selv.

CES bliver dog ikke ganske renset for Google Tv produkter. Både Samsung og Vizio vil lancere google TV enheder på messen.

© 2010, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *