Måling: Vi hader 3D

Analysefirmaet Nielsen har lavet en gigantisk global undersøgelse og resultatet er nedslående – for 3D-hypen ihvertfald.

Producenterne har travlt med at fortælle os om hvor meget vi glæder os til 3D i stuen, men den nyeste analyse fra Nielsen tyder på at vi ikke rigtig hører efter.

I hvert fald er det under 10% af de adspurgte 27.000, der svarer at de vil købe et 3D-TV i løbet af de næste 12 måneder, mens yderligere 15% overvejer at anskaffe sig et.

Det mest interessante er at forbrugere i Nordamerika er endnu mere skeptiske overfor 3D end verdensgennemsnittert. Kun 3% af de adspurgte nordamerikanere vil købe et 3D-TV i 2011, og hele 60% er direkte negative overfor 3D og svarer at de helt sikkert IKKE vil købe et 3D-TV.

Grunden til denne forskel kan være at lige netop forbrugerne i Nordamerika i højere grad end gennemsnittet rent faktisk har prøvet 3D – og ikke bryder sig om det. I en tidligere undersøgelse fra Nielsen er resultatet lige netop at forbrugere, der HAR prøvet 3D er mindre tilbøjelige til at købe et 3D-TV end dem, som ikke har!

Analysen er dårligt nyt for producenterne, der har investeret millioner i udviklingen af 3D teknologien. Men også resten af TV-industrien har lagt en solid investering i udvikling og distribuering af indhold til 3D.

Om det lykkes for industrien at få 3D ind i vores stuer, eller om 3D-TV er “dead on arrival” vil uden tvivl vise sig i løbet af 2011.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *