Mac App Store-alternativ fra Canadiske Freshcode

Om to dage åbner Apple op for Mac App Store, men det kræver Mac OS X Snow Leopard hvis du vil være med.

Mac App Store åbner ifølge Apple den 6. januar og kræver som sagt Mac OS X Snow Leopard og vil derudover blive bygget direkte ind i den kommende Mac OS X Lion, som ventes frigivet til sommer.

Men eftersom der er mange der ikke har Snow Leopard og muligvis også gerne vil være med på moden, så er der alternativer. I mere end halvandet år har det eksempelvis været muligt at benytte Freshcodes egen App Store Bodega.

Bodega har allerede nu eksisteret i halvandet år og levet en smule i skyggen, men efter Apples nye satsning på en Mac App Store, kan det være at der også kommer en smule mere interesse for Bodega.

Butikken har nemlig opbakning fra en række større udviklere af programmer og det er muligt blandt andet at købe Cocktail og Pixelmator i Bodega.

Derudover kræver Freshcode ikke nær så mange penge for salg som Apple og kan derfor være attraktiv for udviklere, som gerne vil score en større del af gevinsten selv. Samtidig er der heller ikke de samme strenge krav til programmerne og smagsdommeri som vi kender det fra App Store, hvilket måske også vil tiltale en del forbrugere.

Bodega er netop blevet opdateret til v. 1.3 og kan hentes via dette link.

Systemkravet er Mac OS X 10.5.8 eller nyere.

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *