Minitest: Belkin Bluetooth Music Receiver

Belkin Bluetooth Music Receiver gør hjemmeanlægget trådløst.

Drømmer man om et hjem fuld af trådløs lyd, men er pengepungen ikke lige til at skifte anlægget ud med et af de nyeste trådløse højttalersystemer, kan der være mening i at se nærmere på en trådløs reciever.

En af de mere populære af slagsen herhjemme , selv om enheden efterhånden har et par år på bagen, er Belkins Bluetooth Music Receiver, der streamer musikken via Bluetooth. Vi har testet den på hjemmeanlægget med en iPhone 4 og en MacBook Pro.

Den lille elegante receiver virker med alle Bluetooth 2.0 kompatible enheder, såsom computere, smartphones, mp3-afspillere osv.  og tilsluttes helt enkelt via 3.5mm jack og et separat strømstik til anlægget. Herefter synkroniseres med den trådløse enhed, f.eks. en iPhone, som nu kan sende musik trådløst til receiveren, der derefter smider lyden ud gennem anlægget. Musikken kan styres fra den tilkoblede enhed, så der kan skiftes numre og styres volumen uden at man skal bevæge sig hen til anlægget.

Opsætningen er så enkel at selv min mormor kunne have gennemført den, og lyden er ganske udemærket, uden dog at være prangende, så længe der er en god forbindelse. Belkin oplyser at recieveren har en rækkevidde på ca. 10 meter, hvilket vel er standard for, hvad producenterne oplyser om rækkevidden på deres Bluetooth-produkter, men som i så mange andre tilfælde med Bluetooth-enheder, viser virkeligheden sig at være en noget anden.

Men en iPhone 4 kunne vi nemt få godt signal fra køkken til stue, som er adskilt af en halvmur, men vandrede man med iPhonen ind i det tilstødende lokale, var murstensmuren mere end signalet kunne klare. Endvidere skal man være opmærksom på at Bluetoothsignalet er meget sårbart overfor iPhone 4’s “grip of death”. Signalet smutter nemt helt eller delvist, hvis man holder iPhonen på aluminiumsrammen.

Signalet fungerede en kende bedre, da vi tilsluttede en MacBook Pro. Her voldte murstenmuren ikke de store problemer.

Lydkvaliteten var som sagt udemærket uden at være prangende, men dette må også forventes af Bluetooth-streamet musik, som altid falder en smule i kvalitet. Sande musikelskere bør holde sig langt væk fra Bluetooth, men for os almindelige musikforbrugere, er der ikke noget at betænke sig på i den henseende.

Alt i alt er Belkin Bluetooth Music Receiver en fornuftig trådløs løsning, ikke mindst på grund af prisen. Receiveren fås hos de fleste forhandlere til en pris mellem 300 og 500 kr.

© 2011 – 2014, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *