Minitest: Bus Driver

Mac App Store indeholder mange herlige spil og mange af dem kommer fra spiludviklere, der er nye på Macplatformen.

En af de nye udviklere på Mac-platformen er SCS Software, der debutterer med Bus Driver til Mac OS X i Mac App Store.

Spillet er noget så specielt som en bussimulator, hvor du skal fragte passagerer sikkert gennem byen fra busstop til busstop. Til det har du en række flotte busser, fra de klassiske gule amerikanske til store røde dobbeltdækkere.

Undervejs skal du køre forsigtigt og undgå at bremse for hårdt op ellers bliver passagerne nervøse og skriger. Det hele foregår på tid og du vurderes løbende på dine køreegenskaber og får minuspoint eller bonuspoint hvis du kører pænt.

Eksempelvis er det også vigtigt at holde den rigtige bane på vejen og huske at bremse for rødt.

Det er altsammen meget hyggeligt og lidt nørdet og til alle med en lille buschauffør inden i der vil ud og lege.

Spillet har ikke meget fart over sig. Busserne er tunge og snegler sig afsted på vejene og er svære at dreje, hvilket muligvis er realistisk. Al den langsommelighed og pæne kørsel kan godt tage pippet fra en og man kan få lyst til umotiveret at køre lidt vildt og endda skifte vejbane og køre over for rødt 😉

Gør du det får du masser af minuspoint, men det er sjovt.

Passagerer skal sættes og nye skal på ved de bustoppesteder der lyser op på vejen. Husk at bremse forsigtigt for ikke at genere passagererne så de skriger. Dørene åbnes og lukkes med “Enter”.

 

Lyde og grafik i spillet er lidt over middel, ikke perfekt, men bestemt til at holde ud på en nyere Mac. Grafikken kan dog godt virke lidt kantet visse steder.

Bus Driver har i alt 12 forskellige busser man kan køre i og 30 ruter rundt i byen.

Systemkravet er en Mac med Mac OS X 10.6.6 eller nyere. Bus Driver sælges for 119 kroner i Mac App Store.

Vi synes Bus Driver er ganske underholdende, men man skal have interesse for at køre pænt.

Vi giver spillet tre ud af fem stjerner.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *