Tips: Sikker surfing i ferien

Seks tips til sikker netsurfing på ferien.

Sommerferien står for døren, og skal du på ferie har du sikkert overvejet at tage din bærbare og smartphonen med, så du kan holde dig bare en smule opdateret. Men trådløse netværk, som man oftest bruger til surfing i ferielandet, er ikke ufarlige. Ofte kan de udgøre en sikkerhedsrisiko, og risikoen for at onde kræfter får adgang til din computer, inficerer den med malware, hugger din Facebookprofil og lænser bankkontoen er bestemt til stede.

Problemet er dog ikke større end at det blot kræver lidt omtanke for at sikre sig mod ubudne gæster på computeren.

Sikkerhedsfirmaet Norton har formuleret seks nemme råd, og med dem i baghovedet kan du sagtens tage din bærbare med til at nyde lidt afslapnings-surf i siestaen.

På ferien slapper mange af med at surfe på deres computere og tablets, ligesom når de er hjemme. Men der er stor forskel på at være koblet på et sikkert hjemmenetværk og på at oprette forbindelse i udlandet, siger Peter Schjøtt, sikkerhedsekspert hos Symantec Norton. Det er vigtigt at oplyse om disse risici, så ens ferie ikke bliver ødelagt af en virus-inficeret computer og identitetstyveri, forklarer Peter Schjøtt fra Norton.

Nortons nemme tips til sommerferien

1. Inden du tager på ferie, skal du tage backup og sørge for at gemme informationerne på en forsvarlig måde, hvis du skulle miste din bærbare computer eller få indbrud i hjemmet. Det er også en god ide at lave en backup af både din mobil og tablet.

2. Surf sikkert i trådløse netværk. Brug ikke et hvilket som helst netværk på din rejse. Benyt officielle trådløse netværk såsom hotellets eller mobiloperatørens. Hvis du bruger din arbejdscomputer på ferien, skal du bruge VPN-opkoblingen for at sikre din virksomhed. Pas på, med at give personlige informationer på internetcafeer (her kan du støde ind i trojanere, som kan registrere hvilke taster på tastaturet, du bruger, og derved få adgang til private informationer som kodeord og kreditkortsinformationer). Hvis du skal logge ind, skal du skifte kodeordet lige så snart, du er hjemme igen eller har en sikker opkobling.

3. Beskyt din bærbare enhed – Sørg for, at din enhed er beskyttet med opdateret sikkerhedssoftware og har installeret de sidste patches (sikkerhedsopdateringer, som er kommet til, efter produktet blev udviklet) – også til de plug-ins du bruger, når du surfer på nettet. 

4. Installer sikkerhedsløsning på din bærbare enhed, fx Norton Internet Security 2011 eller Norton 360. Beskyt også din smartphone med fx Norton Mobile Security 2.0 til Android, som gør, at du kan fjernstyre den til at låse eller slette telefonen, hvis den skulle blive væk eller blive stjålet. Derudover kan man også finde ens tabte telefon med Norton Mobile Security. Tjek også, at du har de koder eller passwords, der skal bruges for at kunne slette indholdet af din smartphone.

5. Brug altid PIN-kode og vælg stærke kodeord – Brug altid PIN-kode og anvend stærke kodeord til dine bærbare enheder. Brug pinkodefunktionen på din smartphone og kodeord på din bærbare computer og tablet.  Et password bør bestå af mindst 8 tegn og indeholde cifre, bogstaver og specialtegn. 

6. Benyt dig af to brugerprofiler på din computer – en som administrator, når du skal installere programmer mv., og en som normal bruger med begrænsede rettigheder, når du netshopper, så virus og trojanere ikke kan få adgang til dine rettigheder som administrator.

Kilde: Norton

 

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.