WWDC 2011: Velkommen i Skyen!

Apple har netop præsenteret iOS 5, Mac OS X Lion og ikke mindst iCloud.

Der har været store forventninger til WWDC i år trods det, at der “kun” var ventet softwarenyheder på programmet. Og forventningerne er ikke blevet gjort til skamme. Apple er med iOS 5 og Mac OS X Lion godt i gang med at tilnærme det mobile og det “stationære” styresystem, og tager med iCloud et tigerspring ud i skyen.

Vi skriver mere om styresystemerne senere, men her først et nærmere kig på iCloud.

Apples nye satsning var egentlig ventet “kun” at være en cloud-baseret udgave af iTunes, men ambitionerne hos Apple er meget større. Med iCloud kan alt synkroniseres mellem alle fysiske enheder. ALT.

Musik, billeder, mail, kalender, dokumenter, applikationer, you name it, synkroniseres automatisk mellem Mac, iPhone og iPad. Synkroniseringen er ganske enkelt indbygget i de relevante programmer, så man ikke selv skal tænke over at uploade til skyen. Og alt kan gemmen i skyen, undtagen billeder.

Brugere af iOS 5 får gratis adgang til 5GB lagringsplads i iCloud, hvilket faktisk er mere end det lyder af, eftersom musik og apps indkøbt i iTunes ikke tæller med i de 5 GB, der så bare skal rumme ens egenproducerede indhold af dokumenter, mail osv. Eneste problem her er billeder, som hurtigt kommer til at fylde for meget. Her skal man stadig gemme på sin Mac eller PC, men vigtigst af alt bliver billederne stadig synkroniseret mellem enheder via et push-system, der gemmer billederne i skyen i 30 dage og sørger for at de ender i fotobiblioteket.

Musik, som man har indkøbt udenfor iTunes er en anden undtagelse. Her har man mulighed for at tilkøbe iTunes Match, som koster $25 om året, og som tilføjer din “egen” musik til iCloud-kontoen, så man kan lytte til musikken på for eksempel sin iPhone mens man sidder i bussen, selv om PC’en, hvor musikken rent faktisk befinder sig, står hjemme på skrivebordet.

 

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *