Google Street View har registreret millioner af lokationsdata

Seneste kapitel i skandalen om Googles ulovlige indsamling af data med deres Street View biler handler om registrering af millioner af MAC-adresser.

CNET afslører at Googles flåde af Steet View biler ikke alene har registreret WiFi-forbindelser, men også indsamlet lokationsdata på mobiler og PC’er, data som har været offentligt tilgængelige indtil for få uger siden.

Helt konkret har Google ikke blot indsamlet oplysninger om WiFi-forbindelser, men også hvilke enheder, der på pågældende tidspunkt var koblet på WiFi-forbindelsen. Alle enheder med WiFi adgang har nemlig en unik MAC-adresse, og det er disse adresser, som Google har registreret.

Ifølge CNET var oplysningerne tilgængelige på Googles lokationsdatabase indtil sidst i juni, hvor Google fjernede den offentlige hjemmeside, efter at CNET havde skrevet en indledende artikel om, at Google muligvis indsamlede oplysninger om MAC-adresser.

Det er uklart, hvorfor Google har registreret så mange MAC-oplysninger, og om det er intentionelt eller ej. Google har indtil videre ikke villet kommentere på CNETs artikel. Den mest sandsynlige forklaring ifølge CNET er at det er endnu et “uheld” fra Googles side, som følge af sjusket programmering, men spørgsmålet er, hvad der nu skal ske med de millioner af registreringer, som nu ligger i Googles databaser.

Senest har Apple været i mediernes søgelys for at indsamle lokationsoplysninger via iPhones, og har lukket for indsamlingen af oplysningerne med en sikkerhedsopdatering til iOS. I den forbindelse kom det også frem at både Android og Windows Phone 7 registrerer lokationsoplysnigner om brugerne, uden at det dog er så grelt som i Apples tilfælde.

I Google Street Views tilfælde kan man indvende at oplysninger om hvor en given MAC-adresse befandt sig på et givent tidspunkt ikke nødvendigvis er særligt afslørende, men det ER faktisk muligt for privatpersoner/selskaber/myndigheder at finde ud af en given persons mobils MAC-adresse, og derfra via Googles database få oplysingero m den pågældende persons lokation. Under alle omstændigheder er det principielt helt ude over grænsen at indsamle sådanne oplysninger, under dække af at køre rundt og filme veje og gader!

Kilde. CNET

 

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *