Spiltest: Flightcontrol til Android og iOS

Flightcontrol taler til din indre pilot, du ikke anede eksisterede.

De fleste har vel på et eller andet tidspunt i deres barndom haft drømmen om at blive pilot. Eller stewardesse. Bare et eller andet, der havde med flyvemaskiner at gøre. For de fleste af os bliver det ved barndomsdrømmen, og vi vokser op og ender med at synes at “det der med fly” er sådan lidt barnligt-agtigt, i forhold til de utroligt vigtige ting, vi beskæftiger os med i vores profesionelle åh-så-voksne liv.

Men pas på! Jeg kom ved et tilfælde til at hente spillet FlightControl ned på iPad’en, i et anfald af kedsomhed på ferien, og efter en halv time var jeg tilbage i barndomslandet hvor flyvemaskiner bare er det sejeste i hele verden.

Spillet går kort fortalt ud på at lande de indflyvende flyvemaskiner på de rigtige landingsbaner. Flyene har farver, der matcher landingsbanerne, og man tegner indflyvningsbanen med fingeren – let og intuitivt. De første fly er lette, men sværhedsgraden stiger hurtigt. Snart kommer der HELIKOPTERE, der er fælt besværlige, fordi de flyver langsomt, og dermed spærrer for den stadigt mere intensive strøm af jet- og propelfly, der skal guides ned på jorden, og senere dukker nogle fæle hurtigtflyvende jumbojetter op, som kræver snarrådige. hurtige reaktioner for at undgå at de smadrer ind i de mindre, langsommere fly. Altsammen meget stressende, hvis ikke det hele var akkompagneret af den sødeste lille britiske jazzmelodi og små anerkendelser – igen på britisk – når et fly er lykkeligt nede på landingsbanen. Der er intet i denne verden, der varmer som et “jolly good”!

Spillet udmærker sig ved at være så let og intuitivt, at man altid liiige kan nappe sig en omgang, men samtidig så udfordrende at det ikke bliver kedeligt, lige med det samme. Hvis man bliver træt af den første landingsbane, er der også mulighed for at skifte mellem flere forskellige, i varierende sværhedsgrader. Derudover har den seneste udgave en online multiplayer funktion, og endelig er der jo det helt enkle konkurrence-element, hvor det bare handler om at slå kærestens rekord – hurtigst muligt!

Flightcontrol er et relativt gammelt spil, men er løbende blevet opdateret og udviklet. Det fås til Android (1.6 og højere) og iOS (2.0 og højere), og koster ca. 15 kr i Android Market, og 6 kr til iPhone. Til iPad fås det i en HD version for 30 kr.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *