HP fortsætter med at producere TouchPad

Først var den død. Nu lever den igen, lidt endnu i hvertfald.

I forrige uge annoncerede HP til alles overraskelse, at de ville stoppe med at producere smartphones, tablets og stoppe udviklingen af det mobile styresystem WebOS.

På det tidspunkt havde HP’s TouchPad kun været på det amerikanske marked i 7 uger og alle regnede med at den $500 dyre tablet var en død fisk. Men da HP satte prisen på TouchPad ned til $100 kom der skub i sagerne og forhandlernes lagre blev tømt på få dage, og TouchPad indtager faktisk nu den markedposition, som oprindeligt var målsætningen; nemlig som nummer 2 efter iPad.

Nu meddeler HP at de vil fortsætte produktionen af TouchPads til og med oktober, “for at imødekomme den eksisterende efterspørgsel”.

Huh? Hvis HP’s udmelding om at dræbe WebOS, som de som de har brugt enorme mængder af tid og penge på at erhverve og videreudvikle var overraskende, så ved jeg ikke hvad man skal kalde dét her.

Måske skyldes den nye melding at HP’s underleverandører er brændt inde med en stor mændge komponenter, og at det vil være dyrere for HP at betale sig ud af kontrakterne med underleverandørerne end det vil være at gennemføre i hvert fald en del af produktionen. Med en vejledende pris på $100 bliver den fortsatte produktion i hvert fald en gigantisk underskudsforretning for HP, eftersom det koster over $300 at producere en TouchPad.

En anden mulighed er at HP slet ikke vil stoppe med at producere tablets alligevel, hvilket en udtalelse fra Todd Bradley, chefen for HP’s afdeling for forbruger-computere kunne tyde på. Til Reuters udtalte han nemlig, så sent som i går at “tablet computere en del af markedet som er relevant, absolut”. Til det må man sige at det må gå over i historien som den særeste form for marketing: først trække stikket på et produkt, for derefter at genoplive det.

 

 

 

 

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *