Tastatur med solceller til Mac fra Logitech

Logitechs trådløse solcelletastatur fås nu også til Mac.

Det må siges at ligge lige for: Når man kan få en lommeregner kastet i nakken til ingen penge, der kører i noget nær en evighed på små indbyggede solceller, så må det være muligt at lave samme nummer med et trådløst tastatur, så man slipper for irritationsmomentet med hele tiden at skulle skifte batterier

Muligheden foreligger skam også. Sidste år lancerede Logitech et trådløst tastatur med solceller, der kunne lades med både udendørs og indendørs lys. Tastaturet, K750, var i første omgang kun til Windows og Linux, men nu er Logitech klar med en Mac-udgave, med de samme specifikationer.

Tastaturet kommer med integrerede solcellepaneler, der kan lade batteriet op, så det kan køre i tre måneder i total mørke, hvilket må siges at være en tænkt situation. Derudover er der strømindikatorer, så man løbende kan hold øje med batteriniveauet – bare for en sikkerheds skyld – og hvis man vil have helt styr på strømforbruget har Logitech såmænd også en gratis app.

Mac-udgaven af K750 fås i to farver – en stilig Apple-hvid og en sær sort, som vil se totalt åndssvag ud sammen med din Mac, og tastaturet er naturligvis et “rigtigt” Mac-tastatur, så alle knapperne sidder hvor de skal. Derudover er det ultratyndt (0,8cm) og har en miljøvenligt design, som udover solcellerne indebærer en pvc-fri konstruktion og en genanvendelig æske.

Tastaturen forbinder sig med computeren via en 2,4GHz forbindelse, som Logitech lover giver en langtrækkende, stabil forbindelse.

Logitech Wireless Solar Keyboard K750 for Mac koster 699,- og kan købes direkte hos Logitech. PC-udgaven koster det samme og kan ligeledes købes hos Logitech

Via treehugger

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *