Big Mother: Armbånd og app fra Jawbone passer på dig

Jawbone Up monitorerer hvert et skridt du tager. Og mere!

I USA er Jawbone på trapperne med et nyt koncept. Jawbone Up består af et armbånd og en app til iPhone, der tilsammen holder styr på brugerens sundhed og velbefindende. Det er nærmest en Nike+ – bare i en udvidet 24-7 version.

De fleste kender vel til at have alle mulige gode intentioner om at dyrke så og så meget motion, spise så og så lidt, gå i seng i ordentlig tid og så videre og så videre. Og de fleste kender vel også til at de gode intentioner drukner i dagligdagens trummerum, hvor de stille og roligt flyder ud i glemslen.

Det er her Jawbone Up kommer ind i billedet. Jawbone Up holder styr på alle dine gode intentioner, og monitorerer og registrerer alt hvad du foretager dig i løbet af dagen – og natten, for den sags skyld.

Har du sovet godt? Spørg Jawbone Up, der monitorer søvnlængde og -dybde, og vækker dig på det mest optimale tidspunkt i forhold til din søvncyklus.

Dyrker du nok motion? Spørg Jawbone Up, der registrerer, hvor meget du bevæger dig hver dag. Ikke nok med at den registrerer antal af skridt, og “bevægelse” som sådan, den er også i stand til at sige til, når den synes du har siddet stille lidt for længe.

Får du nok at spise? Spørg……….Jawbone Up, der holder styr på kalorieindtaget, hvis du tager et billede af maden før du spiser, og bagefter fortæller, hvordan du har det rent mæthedsmæssigt. Når app’en har modtaget tilstrækkeligt mange informationer kan den begynde at anbefale dig, hvad du skal spise.

App’en har også sociale funktioner indbygget, så man kan dele sine “resultater” for at øge motivationen.

Det lyder……..uhm…….praktisk – men også ret så creepy. Konceptet kan klart være en hjælp til folk, der virkelig ønsker livsstilsændringer som for eksempel et varigt vægttab, men hjælpen ligger nok først og fremmest i den selvcensur man vil udøve, hvis man benytter sig af armbåndet. Hvem pokker vil frivilligt tage et billede af en king-size meal på MacDonald’s og bagefter fortælle, hvordan man har det! Chancen for at man vælger salatbaren ved siden af er nok større – især hvis man sætter app’en til at poste alle ens måltider på Facebook!

Der er endnu ingen forlydende om, hvornår Jawbone Up kommer til salg i USA, og hvad den kommer til at koste. Om vi vil få den at se herhjemme er nok tvivlsomt, men lur mig om ikke vi vil se flere af denne slags koncepter i fremtiden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *