Det præsenterede Apple ikke på Let’s talk iPhone

Her følger en omvendt nyhed om alt det der ikke blev præsenteret i går.

Aktiemarkederne har reageret lidt negativt ligesom en række Apple-fans også har kritiseret Apples Let’s talk iPhone-event for at være for kedeligt og med for få nyheder.

Grunden til det skyldes ikke så meget så de spændende og ret fede nyheder der trods alt kom i går, men snarere forventningerne og den efterfølgende skuffelse over de produkter der ikke kom.

Først og fremmest savnede mange nok en iPhone 5 efter at der i lang tid har været rygter ude omkring en iPhone 5 med helt nyt design og en ny processor. I det seneste halve år har der været masser af rygter og prototyper i omløb, ligesom insidere har rapporteret om at iPhone 5 har været i produktion længe ved Apples producenter i Asien. Men det blev altså ikke denne gang.

En anden ting, vi undrer os over ikke kom i går, var den efterhånden så berømte Facebook-app. Alle havde egentlig forventet at Facebook ville præsentere den på den nyligt overståede f8-event, men da det ikke skete, var der en udbredt forventning om at den så ville komme på Apple’s event. Det kølige forhold mellem Apple og Facebook er alment kendt, men det begynder næsten at ligne en eller anden form for kold krig mellem de to giganter – især fordi iOS 5 er spækket med Twitter-integration.

Den tidligere omtalte iCloud iPhone, hvis navn passende kan danne grundlag for fremtidige spiritusprøver, der skulle sælges som en billig cloudbaseret iPhone uden meget lagerplads, var også blevet helt væk, og måske findes den kun i fantasien hos analytikere og rygtefolk.

En iPad 3 var også ventet af en række analytikere og ifølge mange rygter, ligesom flere af Apples konkurrenter er klar med NFC til trådløs betaling med mobilen. Heller ikke denne mulighed blev en realitet i går aftes.

En ny udgave af Apple TV blev heller ikke en realitet ligesom iPod classic og iPod shuffle ikke blev udfaset, men heller ikke opdateret.

Men ak ja, vi ser frem til næste event og alle rygterne omkring iPhone 6, iPad 4, Apple TV 3 og iOS 6, der endnu engang kommer til at skuffe når vi til den tid “kun” får en iPhone 5 og en iPad 3.  😉

Er der andet du savnede på Let’s talk iPhone?

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *