iCloud: Apple i skyen

Alle taler om skyen. Nu er Apple også deroppe.

iCloud er Apples bud på en cloudbaseret tjeneste, som skal konkurrere med primært Amazon og Google, som begge satser stort på cloudbaserede tjenester. Så hvordan skiller iCloud sig ud i forhold til konkurrenterne?

iCloud kan det, som enhver cloudbaseret tjeneste med respekt for sig selv skal kunne, nemlig synkronisere, gemme og dele indhold. Med iCloud er alt dit indhold – ALT dit indhold – tilgængeligt på alle dine enheder helt automatisk uden at du selv skal bøvle med at lægge det over.

iCloud tager naturligvis udgangspunkt i iTunes Store og App Store, men udover musik, film og spil fra iTunes Store og App Store, kan man også synkronisere filer, kontakter og fotos på tværs af apps og enheder.

Tjenesten er gratis så længe man holder sig under en grænse på 5GB. Det lyder måske ikke af meget, men musik indkøbt i iTunes, apps, bøger og Photo Stream tæller ikke med, så de fleste burde kunne holde sig indenfor grænsen i hvert fald til en start. Har man brug for mere plads kan man opgradere sin konto. 10 GB koster 120 kr om året, 20GB koster 240 kr og 50 GB koster 600 kr.

Billeder er et særligt ømtåleligt område, eftersom de fylder meget og er én af de ting, som de fleste gerne vil have adgang til på alle deres enheder. Apple har lavet et kompromis med Photo Stream funktionen, som automatisk gemmer de sidste 1.000 billeder, du har taget, i en særlig Photo Stream mappe, hvor man både kan slette og redigere i dem. Billederne bliver i Photo Stream i 30 dage, så hvis de ikke skal ryge ud i glemslen kræver det altså at man selv er inde og forholde sig til om de skal gemmes.

Men iCloud kan mere end bare at holde styr på dit indhold.

Udover synkronisering og lagring i skyen indeholder iCloud en fed – eller skræmmende – funktion, alt efter temperement. Funktionen Find My Friends gør at man kan dele sin lokation med andre, og holde øje med, hvor hinanden befinder sig. Det kan være en fed funktion til for eksempel en festival, hvor man via iPhonen kan se, om vennerne headbanger foran orange scene eller er gået ned i teltet for at sove.

Find My Friends kan også bruges til at lave aftaler, hvor man inviterer de venner der skal med på for eksempel en cafetur, og Apple foreslår selv at den kan bruges til at holde styr på ungerne, når man er på tur i zoo eller tivoli (det vil så kræve at man udstyrer poderne med hver deres iPhone, hvilket må siges at være en noget dyrere løsning end at benytte de “ring-til-mor-armbånd” man kan benytte ganske gratis i de fleste sommer-lege-lande!)

Inden man freaker helt ud over at ens venner kan stalke én døgnet rundt, skal det nævnes at funktionen naturligvis er frivillig. Man bestemmer selv, hvem der har adgang til at se ens lokation, og man kan koble sig af til hver en tid.

Ligeledes kan iCloud med “Find My iPhone” lokalisere din iPhone, iPod touch eller iPad, hvis du skulle være så uheldig at have mistet den. Man kan fjernstyre enheden til at spille en lyd eller vise en besked, så folk der finder den ved hvad de skal gøre med den, og hvis man er så uheldig at enheden er blevet stjålet kan man låse den via iCloud, eller – mere radikalt – slette alt indholdet på den.

Derudover indeholder  iCloud selvfølgelig iTunes Match, som synkroniserer ens musikbibliotek med iTunes og gemmer det i skyen, hvilket både giver den fordel at man ikke spilder unødig plads på sin computer og den fordel at man har alt sin musik tilgængelig på alle sine enheder, men iTunes Match bliver dog til en start kun tilgængelig i USA, og det er højst usikkert, hvornår vi kan bruge tjenesten herhjemme, når man tænker på hvor svært det i sin tid var at få iTunes til landet.

iCloud er helt sikkert en gennemtænkt løsning, som udnytter de fordele, Apple har i forhold til konkurrenterne, med iTunes Store og App Store. Svagheden ved iCloud er, at den kun kan bruges af hard-core Apple-brugere. Hvis man for eksempel har en Windows PC og en iPhone er der ikke meget man kan bruge iCloud til, ligesom funktionen “Find My Friends” naivt forudsætter at alle dine venner og familiemedlemmer er iPhone-ejere. Med mindre man aktivt vil bruge sin iPhone til at lukke alle sine Androidbrugende venner ude af fællesskabet er der altså ikke meget ved at bruge funktionen til at lave cafe-aftaler eller shoppingdates. Denne svaghed er naturligvis nærmest generisk for Apple, der netop alle dage har satset på den lukkede tilgang til verden, men ligesom Apple i sin tid var nødt til at åbne op for iTunes på andre platforme for at udnytte potentialet i iPod’en, så kommer iCloud altså aldrig sådan rigtigt ud af starthullerne med mindre den udvikler sig til en mere platformsuafhængig tjeneste.

Flere nyheder fra Let’s talk iPhone:

 

 

© 2011, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.