B&O lancerer ripping device til Beosound 5

Bang & Olufsen lancerer nu en løsning til dem, der endnu ikke har taget den digitale musik fuldstændigt til sig, eller som stadig foretrækker også at have musikken på fysiske cd’er.

Med den nye CD Ripping Device til BeoSound 5 kan man overføre musik direkte fra cd’er til BeoSound 5 uden computeren som forstyrrende mellemled. Man indsætter ganske enkelt en cd, og derefter ripper enheden alle musiknumrene på cd’en, tilføjer albumcovere og oplysninger om sangen og albummet og starter afspilningen med det samme. Hvis der ikke er nogen tilgængelige oplysninger, kan de tilføjes manuelt og overføres via en tilsluttet computer.

Når en cd er blevet rippet, vises musiknumrene på listen over senest tilføjede numre og som en del af den fulde musiksamling.

– Den nye CD Ripping Device appellerer til mennesker, som gerne vil have en nem og smart måde at rippe musik på, og som ikke har lyst til at skulle tænde for computeren for at gøre det, siger Product Manager Rie Kold Pripsø.

Den nye CD Ripping Device ripper musik til BeoSound 5 i den højest mulige kvalitet for at sikre, at musikkvaliteten ikke forringes i det digitale format. Bang & Olufsens mål er at skabe produkter, der kan gengive lydmaterialet så autentisk som muligt og på den måde, kunstneren havde tænkt sig. Og på det punkt er den nye CD Ripping Device loyal i forhold til originalen.

CD Ripping Device sættes direkte på røret på BeoSound 5. Enheden er desuden fuldt bagudkompatibel, hvilket betyder, at kunder, som allerede har købt et BeoSound 5, nemt kan montere den. Den anvender desuden den eksisterende kabelføring, så man nemt opnår en pæn og elegant opsætning i hjemmet.

Den vejledende salgspris er 2.495 DKK

© 2011 – 2020, maczonen.dk. All rights reserved.