Google: Malware-apps er ikke malware

De 13 malware-apps, der blev opdaget i sidste uge er ikke malware, men agressive reklameapps.

Det var sikkerhedsfirmaet Symantec, der i sidste uge advarede om 13 umiddelbart uskyldige apps i Android Market, som indeholdt en kode kaldet Android.Counterclank, som Symantec identificerede som malware.

Men da Symantec indberettede app’ene til Google lød svaret at ingen af de 13 apps overskred nogen af Googles krav og betingelser, og derfor ville blive i Market.

Samtidig var det konkurrerende sikkerhedsfirma Lookout ude og afvise at der var tale om malware, og Symantec har også siden trukket anklagen tilbage.

Men hele sagen afslører at der er et skred på vej, der udvisker grænsen mellem spam, malware og markedsføring på mobiler. Det er klart at hele app-markedet er et marked i rivende udvikling, men samtidig er det utrolig svært for udviklerne at tjene penge på apps, fordi brugerne forventer uforholdsmæssigt lave priser og høj kvalitet. Forbrugerne har i årevis været parat til at betale hundredevis af kroner for eksempelvis spil til PC og spillekonsoller, men på en smartphone eller en tablet er det de færreste der er villige til at lange mere end 10 – 20 kroner ud – også på kvalitetsspil, og det tvinger selvfølgelig udviklerne til at forsøge at tjene penge på anden vis.

Og det er Andorid.Counterclank et eksempel på. Koden er en del af et pakke med udviklingssoftware, et såkaldt SDK,  der distribueres af et ukendt reklamefirma, så udviklerne kan bruge det til at øge indtjeningen på deres apps, primært gennem søgninger. Koden beskrives af både Symantec og Lookout, som “mere agressiv” end gennemsnittet. Den er blandt andet i stand til at ændre browseren homepage, at tilføje genveje og tilføje og endda fjerne bogmærker.

Symantec er ikke i tvivl om at vi vil se flere sådanne eksempler i fremtiden:

 “We’re going to see app vendors experiment with how to monetize their apps on Android phones, more so on mobile than on the PC, because mobile apps are sold at very inexpensive prices or given away for free. It’s understandable that we’ll see some pushing the boundaries, or even going beyond them.” siger  Kevin Haley fra Symantec til Computerworld.

Som forbruger skal man altså være ekstra påpasselig på sin smartphone. Og måske også overveje, at intet her i livet er gratis. Så når man henter et gratis spil, betaler man bare med noget andet end penge.

kilde: Computerworld 

Læs også:

Ny malware på spil i Android Market

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.