Guardian: Apple arbejder på “fleksibel streaming”

Apple skulle være igang med udviklingen af et helt nyt filformat til streaming af musik fra iTunes.

Kilder fortæller Guardian, at det nye format vil gøre det muligt at tilpasse kvaliteten af det streamede indhold efter den tilgængelige båndbredde og enheden, så man for eksempel kan hente musik i HD-kvalitet på en hurtig Wi-Fi forbindelse, og streame musik i lavere kvalitet på for eksempel en iPhone via 3G, så man ikke dræner batteriet, og sit abonnement for dyre gigabytes.

Systemet skulle selv kunne justere kvaliteten alt efter båndbreddens og enhedens beskaffenhed.

Det er uklart om der vil komme en decideret streamingtjeneste a lá Spotify, baseret på iTunes, eller om teknologien kun skal bruges til iTunes Match.

Apple har naturligvis afvist at kommentere på rygterne, men Guardians kilder mener at vi allerede vil høre noget om det nye streamingformat i næste uge under iPad 3-eventet. Apple har nemlig bestilt audiofiler i det nye format hos en producer i London, og disse filer kunne være beregnet til en fremvisning på eventet i næste uge.

Apple er allerede i gang med at øge kvaliteten af den digitale musik i iTunes Store med en særlig “Hi-Fi- afdeling”, og opfordrede i den sammehæng pladeselskaberne til at sende lydfiler ind i højere kvalitet end de gør nu.

Guardian

 

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.