Anmeldelse: i-FlashDrive

Fleksibel hukommelsesenhed til iDevices giver mulighed for hurtig og let overførsel mellem enheder.

Eftersom det ikke er muligt at udvide den indbyggede hukommelse i iPhone og iPad har der altid været et marked for tilbehørsprodukter, der udvider hukommelsen, og i-FlashDrive fra Photofast er en i rækken.

i-FlashDrive er dybest set en USB-stick med en 30-pin connector i den ene ende og et USB-stik i den anden, så den også kan tilsluttes PC og Mac.

i-FlashDrive er primært til udveksle musik, dokumenter, foto og video mellem iDevices og PC’en – og mellem iDevices, men derudover kan man tage back-up af Kontakter, og enheden understøtter også Dropbox, hvis man har en konto dér.

Man kan spørge sig selv, hvor nødvendigt det er med ekstern hukommelse efter lanceringen af iCloud, men i visse situationer såsom når man er i udlandet, kan det stadig være en fordel at kunne udveksle indhold uden at skulle bruge WiFi eller 3G, ligesom det kan være praktisk at have mulighed for at udveksle for eksempel billeder med familie og venner eller andre, man ikke deler iTunes-konto med. Og især i forhold til deling af billeder, som i iCloud deles over PhotoStream er muligheden relevant.

i-FlashDrive udemærker sig ved at give mulighed for at administrere sit indhold også via iPhone og iPad, i stedet for at skulle omkring en PC. Man henter en app i AppStore for at få adgang, og så kan man flytte, kopiere og slette filer direkte på sin iPhone eller iPad, oprette mapper og organisere filerne som man vil have dem.

Brugerfladen er overskuelig at navigere i, og selve administrationen foregår også gnidningsfrit, selv om det er en anelse mere omstændeligt end på en PC, hvor man har mulighed for drag-and-drop. En lille anke kunne være at man kun kan se preview af for eksempel billeder på de billeder der ligger på iPhone/iPad’en, mens de der ligger på iFlashDrive kun har et blankt logo, hvilket gør det svært at finde lige præcist det billede man skal bruge, hvis der ligger en ordentlig stak.

En anden anke er at overførsleshastighederne heller ikke er imponerende. Det tog en halv time at kopiere en CD på 20 numre over fra i-FlashDrive til iPhone, så store mængder af data overføres stadig bedst via iCloud eller almindelig synkronisering. Den langsomme overførselshastighed skyldes ifølge Photofast begrænsninger i Apples overførselsprotokol

Til overførsel af mindre filer, for eksempel hurtig udveksling af billeder og pdf’er mellem enheder er det lille drev dog genialt, ligesom det i mange situationer er praktisk at kunne overføre mellem iDevices uden at skulle omkring en PC.

i-FlashDevice fås i tre størrelser med henholdvis 8GB, 16GB og 32GB, og priserne starter ved 699,-

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *