Adobe åbner for Creative Cloud

Adobes cloudtjeneste er nu åben for tilmelding. Samtidig frigives to nye Touch Apps til iOS og Adobe Muse.

Adobe åbner nu for Creative Cloud, hvor man som medlem får fuld adgang til alle CS6-produkterne. Samtidig frigiver Adobe to nye Touch Apps samt Adobe Muse, som man kan skabe flotte hjemmesider med – uden at skrive en linje kode. Med lanceringen af Adobe Creative Cloud får kreative professionelle og ambitiøse hobbydesignere nu nemmere adgang til Adobes programmer og services.

Via Creative Cloud kan man downloade alle programmerne i den nye Creative Suite 6, som PhotoShop, InDesign, Dreamweaver og Illustrator, og Creative Cloud fungerer samtidig som platform til at opbevare, dele og synkronisere sine filer i skyen, så man for eksempel kan arbejde videre med et professionelt CS6-design hjemmefra og dele det med kollegerne.

”Som medlem af Adobe Creative Cloud får man blandt andet adgang til hele CS6-serien, integration med Adobes Touch Apps, mulighed for at hoste websider og storage, så man kan opbevare sine filer i skyen og arbejde videre på dem overalt. Kort sagt alle Adobes kreative muligheder til en lav månedlig pris,” siger Mariah Andén, nordisk marketingchef for Digital Media hos Adobe.

Adobes produktudviklingsteam vil løbende introducere nye features og apps i Creative Cloud, hvor man som medlem også er sikret altid at have de nyeste versioner og opdateringer. Derudover får medlemmer af Creative Cloud adgang til de to nye HTML5 skrivebordsprodukter, Adobe Muse og Adobe Edge preview.

Adobe Creative Cloud medlemskab koster 360 kr. ex. moms om måneden ved medlemskab i et år, og det er også muligt at købe løbende medlemskab for 540 kr. om måneden. Derudover gælder der en særlig introduktionspris på 220 kr. om måneden for kunder, som allerede har købt CS3, CS4, CS5 eller CS5.5 Læs mere hos Adobe.

Adobe Muse – HTML5 uden kodning

Med Adobe Muse kan man publicere professionelle HTML5-websider uden brug af kodning. Med Muse er det desuden nemt at se websider, inden de publiceres med henblik på at teste design, layout og brugervenlighed. Websiderne kan derefter udgives ved hjælp af Adobes nye hosting-service eller eksporteres til en ekstern udbyder. Desuden tilbyder Muse adgang til mere end 700 professionelle fonte via Adobe Typekit samt redskaber til at opbygge interaktive hjemmesider med fx slideshows, lightbokse og nyheder fra tjenester som Google Maps og Facebook.

Man kan både få adgang til Adobe Muse via et individuelt abonnement (fra 104 kr om måneden) eller som en del af Creative Cloud.

Nye Apps til iPad

Endelig lancerer Adobe to helt nye Touch Apps til iOS, Adobe Proto og Adobe Collage (begge 59 kr i AppStore).  Samtidig opdateres Photoshop Touch og Adobe Ideas med nye features og udbygget sprogunderstøttelse.

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *