B&O lancerer hvid Beolab 12

 

Den flade, skulpturelle højttaler fås nu også i hvid.

Beolab 12 er med sit flade væghængte design de perfekte følgesvende til enhver fladskærm med bare en gnist af stil, og med muligheden for at få højttalerne i hvid, passer løsningen nu ind i de fleste hjem, der ellers har pengepungen i orden.

Ifølge Michael Jensen, der er Product Manager hos Bang & Olufsen, er lanceringen af den hvide væghøjttaler en reaktion på stor efterspørgsel, og højttaleren giver lydentusiaster endnu flere muligheder i forhold til indretning.

Den hvide BeoLab 12 åbner porteføljen op i en ny retning og giver kunderne flere valgmuligheder i forhold til indretning, siger Michael Jensen.

Det slanke design går naturligvis ikke på kompromis med B&O’s andet varemærke: Uovertruffen lyd. Med Acoustic Lens Technology, ICEpower forstærkere og super-flade, højtydende højttalerenheder har Bang & Olufsens ingeniører formået at sætte nye standarder for, hvor fyldig en lyd slanke højttalere kan levere. BeoLab 12 højttalerne er ideelle som surroundsound-højttalere til Bang & Olufsen fladskærme og fladskærme af andre mærker, men det er ikke det hele. Deres fuldtoneydelse giver enhver musiksamling nyt liv, hvilket gør dem overlegne i forhold til en lang række andre højttalersystemer, som kræver meget mere plads for at levere meget mindre lyd.

BeoLab 12 højttalere sælges kun i Bang & Olufsens egne butikker. Den nye, hvide BeoLab 12-3 er i butikkerne nu. Vejledende udsalgspris er 16.295 kroner pr. stk.

 

 

© 2012 – 2017, maczonen.dk. All rights reserved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *