Chrome på vej til iOS?

Introduktionen af Googles browser på Apples mobile platform kan sparke gang i en ny browserkrig.

Chrome har haft stor succes på desktopmarkedet, og nu går spekulationerne på at Google vil lave en version af browseren til iPhone og iPad, måske allerede inden for et par måneder.

Googles motivation for at udbrede Chrome til iOS er at det vil øge Googles indtjening på platformen. I øjeblikket betaler Google nemlig en andel af annonceindtægterne til Apple for at få lov til at være til stede i for eksempel Safari. Beløbet menes at ligge på mellem 50 og 60%, og de penge er Google naturligvis interesseret i at putte i egen lomme, stedet for at skulle sende dem til Cupertino.

Ifølge analysefirmaet Macquarie vil Chrome’s introduktion på iOS kunne starte en browserkrig af en størrelse som ikke er set siden 1990’erne, hvor primært Netscape og Internet Explorer kæmpede om PC-brugernes kærlighed. Google forventes også at sende en enorm ladning af markedsføringsmidler med lanceringen, for at sikre at brugerne tager godt imod den nye browser.

Apple vil næppe være begejstrede for Googles tiltag, men eftersom både Chrome og Apples Safari er baseret på webkit, har Apple ikke rigtig nogen incitamenter til at stoppe godkendelsen af Chrome i AppStore.

Macquarie via MacNN

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *