Læk: Er dette den nye iPhone? (Opd.)

Længere skærm, ny bagside i metal, mini dockconnector. Front- og bagpaneler til den 6. generations iPhone er dukket op.

Et usædvanligt detaljeret læk afslører at den næste iPhone, hvis altså billederne står til troende, rent faktisk får en større designoverhaling. Billederne viser både frontglasset og bagpanelerne, hvilket rent designmæssigt afslører alle de væsentlige detaljer, mens vi selvfølgelig stadig må vente og se, hvad indmaden byder på.

Større skærm

Billederne bekræfter rygter, der har cirkuleret i et stykke tid, nemlig at Apple vil gøre den oprindelige 3,5″ store skærm større ved at øge længden. Skærmstørrelsen kommer dermed op på lige knap 4 tommer.

Unibody-design

Bagpanelerne på billederne er lavet af metal, uden tvivl en form for aluminiumslegering. Det ville også give god mening, hvis MacBook’ens unibodydesign blev bredt ud til iPhone, for designet er med at at gøre enheden lettere og stærkere – hvilket altid er gode egenskaber for en smartphone.

Minidock-connector

Endelig ser det ud til at den rygtede mini-dock connector finder vej til den nye iPhone. Ligesom unibodydesignet lover det godt for hardwaresiden, for også her giver det mindre stik mere plads til for eksempel større batteri, hvilket der også bliver god brug for, hvis rygtet om at den nye iPhone får LTE/4G holder stik.

Derudover holder både frontkameraet og jackstikket tilsyneladende flyttedag. Frontkameraet, eller Facetime kameraet, som Apple kalder det, er rykket ind på midten, og jackstikket er flyttet ned i bunden i venstre side. På bagsiden er der også en ny lille åbning mellem kameraet og blitzen, som kunne være én af mikrofonerne der er flyttet om på bagsiden for bedre at kunne optage lyd på videooptagelser.

Kilde: 9to5mac

Opd:

Boy Genuis Report er kommet i besiddelse af billeder fra en anden kilde, der bekræfter flere af detaljerne fra det første læk, såsom mini-dockconnectoren og flytningen af jackstikket.

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *