Får iPhone 5 NFC?

Prototyper af den næste iPhone har indbygget NFC.

Det er 9to5mac, der har haft fingre i to prototyper af den næste iPhone, og udover en bekræftelse af at skærmen bliver større, viser en nærmere undersøgelse af hardwarekoden på de to prototyper at der sandsynligvis bliver indbygget NCF-chips og antenner i iPhone 5.

Dette vil spille fint sammen med en af nyhederne i iOS 6, nemlig Passbook, hvor man kan gemme elektroniske kopier af flybilletter, rabatkuponer m.v. Hermed kan iPhone stå rigtigt fint i konkurrencen med både Google Wallet og Microsofts NFC-baserede betalingssystem af samme navn, der er indbygget i Windows Phone 8.

Der er mange andre rygter, der peger i samme retning

Allerede sidste år gik der rygter om at den næste iPhone ville få indbygget NFC, men det viste sig ikke at være tilfældet, da iPhone 4S blev lanceret i oktober. Rygterne var i høj grad baseret på en rapport fra New York Times, der havde kendskab til en iPhone-model med indbygget NFC chip, men rapporten understregede at det ikke nødvendigvis var den næste model, så måske var det netop en tidlig prototype af den sjette generations iPhone, som rapporten nævner.

Også strategiske ansættelser hos Apple afslører at der arbejdes med NFC indenfor murene i hovedkvarteret, og tilbage i januar indrømmede en ledende medarbejdee hos Mastercard praktisk taget at Apple var i fuld gang med at indkorporere NFC i den næste iPhone.

Google har haft NFC i Androidmobilerne siden lanceringen af version 2.3 Gingerbread, og har lanceret betalingssystemet Google Wallet, der dog endnu ikke rigtig er kommet ud af starthullerne. Problemet med NFC som betalingsform er som med så meget andet, at der kræves en “kritisk masse” af forbrugere før butikker og andre aktører vil investere i det udstyr, der kræves – og det er klart at Apples iPhone her kan spille en afgørende rolle.

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *