Apple tilbage til EPEAT

Apple droppede miljø-certificeringen i sidste uge men er nu tilbage.

I sidste uge meldte Apple sig ud af miljø-certificeringen EPEAT og det fik straks amerikanske myndigheder og uddannelsesinstitutioner til at overveje at droppe fremtidige indkøb af Mac-computere. Flere offentlige instanser har nemlig besluttet sig for at alle nye computere skal overholde EPEAT for at sikre et godt miljø.

Apple var oprindeligt selv med til at stifte EPEAT og har markedsført sine computere med EPEAT Gold Awards fordi de har en række materialer og en opbygning, som sikrer at de kan genanvendes. Spekulationerne gik på at den nye MacBook Pro retina, der af mange får bundkarakter på grund af at blandt andet batteriet er limet fast inden i, havde så mange designændringer, at den ikke kunne opnå EPEAT Gold, at Apple var nødt til at trække sig helt ud af EPEAT.

Nu er Apple dog tilbage, sandsynligvis efter meget hårdt pres og erkendelsen af at droppe EPEAT muligvis har været en af de seneste ti års største og måske eneste fejldispositioner fra selskabets side. Apples Senior Vice President of Hardware Bob Mansfield skriver da også direkte i et brev, at det var en fejltagelse fra Apples side at droppe EPEAT. Mansfield går endda så langt som til direkte at undskylde og fortæller videre, at alle computerne nu er tilbage og at mange af de computere man trak fra EPEAT allerede overholder EPEAT Gold.

Det mest pudsige er nu, at også den nye og svært udskiftelige MacBook Pro Retina også får EPEAT Gold, ligesom resten af Apples MacBooks.

Dermed er alt nu som det var før Apple brokkede sig og skred, bortset fra Apples image, der har lidt et lille knæk, både for teknisk kluntet udførelse og dårlige timing, samt på troværdighed på miljøområdet, hvor man nu må spørge sig selv, om Apple virkelig tænker på miljøet eller blot på sit image og har erkendt at det var en politisk meget dårlig beslutning at droppe EPEAT.

Blandt andet SanFransiscos bystyre, som var først ude med at fortælle at de ville droppe indkøb af Mac, er nu tilbage og har trukket deres udtalelser om Apple og dermed er risikoen for at miste et meget stort offentlig marked altså afværget i sidste øjeblik.

Mansfield konkluderer, at Apple i den seneste uge har lært meget og fået et endnu tættere samarbejde med EPEAT.

“Our relationship with EPEAT has become stronger as a result of this experience, and we look forward to working with EPEAT as their rating system and the underlying IEEE 1680.1 standard evolve. Our team at Apple is dedicated to designing products that everyone can be proud to own and use”, signer Mansfield.

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *