“Frenemy”: Samsung vil stadig være Apples underleverandør

Der loves kamp til stregen i retssalene, men Samsung vil ikke opgive sine leverandøraftaler med Apple.

Efter weekendens dom i patentsagen mellem Apple og Samsung, hvor Samsung led et knusende nederlag, arbejder selskabet på at finde sine ben igen, og overveje sin fremtidige strategi i forholdet til Apple.

Et krisemøde, der blev afholdt i Samsungs øverste ledelse igår, resulterede i følge Reuters i, at Samsungs officielle strategi stadig er todelt: På den ene side vil man ikke opgive den lukreative status som underleverandør til Apple, men på den anden side har koreanerne heller ikke i sinde at lægge sig fladt ned i retssalene. Den interne “Berlinmur” mellem mobilafdelingen og komponentafdelingen, som har eksisteret i årevis, står stadig.

Intern memo: Vi kæmper videre

I et brev til medarbejderne forsikrer Samsung at de vil kæmpe videre i retssystemet, og fremhæver at andre retsafgørelser har givet Samsung medhold i at de ikke har kopieret Apple. Selv om en appel i den aktuelle sag ikke nævnes direkte, siger Samsung at de vil “fortsætte med at gøre deres yderste”, så kampen i retssalene er på ingen måde overstået. Samsung er iøvrigt allerede i færd med at bruge en lille del af dommen til deres egen fordel: Eftersom dommen “frikendte” Galaxy Tab 10.1, der ellers var blevet forbudt i USA i en anden retssag, prøver Samsung nu at få dette salgsforbud ophævet(!)

“Frenemies” – forever?

Det specielle ved Samsungs og Apples forhold er, at de trods den benhårde konkurrence på smartphone- og tabletområdet, er tætte samarbejdspartnere. I følge Samsung selv går 26% af produktionsomkostningerne ved en iPhone til Samsung, der leverer både mikroproccesorer, skærme og  DRAM og NAND-hukommelseschips. Det anslås at Apple vil købe for over 13 milliarder dollars komponenter hos Samsung – hvilket vil give en fortjeneste for Samsung på over 2 milliarder dollars – eller omkring dobbelt så meget som bøden i den aktuelle patentsag.

Apple har igennem noget tid været i gang med at finde andre underleverandører, men er stadig afhængig af Samsung vigtige kernekomponenter som mikroprocessorer, hvor Samsung er ene-leverandør. Samsung er på den anden side også igang med at finde nye legekammerater og har således også indgået aftaler med blandt andet Qualcomm. Om de to venne-fjender på et tidspunkt vil gå endegyldigt fra hinanden kan selvfølgelig ikke udelukkes men indenfor den overskuelige fremtid fortsætter had-kærlighedsforholdet som om intet var sket.

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.