Patentsag: Apple licencerer iOS-patenter til Microsoft

Den gamle arvefjende fra Redmond har været til lommerne uden brok.

I retssagen mellem Apple og Samsung kom det i går frem at Microsoft og Apple har en gensidig licensaftale omkring nogle af de patenter, som Apple beskylder Samsung for at have misbrugt.

I aftalen med Microsoft er der ligeledes indeholdt en “anti-klon” klausul, hvor Microsoft lover ikke at lægge deres designs af brugerfladen i smartphones og tablets for tæt op ad iOS.

Retssagen har ligeledes afsløret at Apple tilbage i 2010 tilbød Samsung en licensaftale, som skulle koster $30 pr. smartphone og $40 pr. tablet, med visse rabatmuligheder, men at Samsung dengang afslog tilbudet.

Licensaftalen med Microsoft er et vigtigt argument for Apple, fordi den viser at andre konkurrenter har anerkendt de af Apples patenter, som Samsung hævder ikke er gyldige. Et af Samsungs centrale argumenter er at “Apple ikke kan tage patent på rektangler og afrundede hjørner”; altså at designet på iPhone og iPad er så generisk at det nærmest er umuligt for konkurrenterne ikke at kopiere det, men Microsoft mener tilsyneladende noget andet.

Apple er nu færdig med at fremføre sin sag, og det er nu Samsungs tur til at fremlægge sine modanklager, hvilket forventes at være gennemført i løbet af denne uge.

Dommeren Lucy Koh har givet begge parter 25 timer til vidneafhøringer og krydsforhør, og Apples advokater har indtil nu brugt 14 timer og  10 minutter, mens Samsungs advokater har brugt 14 timer og 58 minutter.

via AllThingsD

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *