Patentsag: Google er klar ved håndvasken

Google er langt om længe kommet med en officiel reaktion på Samsungs nederlag i patentsagen.

Der har ellers været stille fra Mountain View siden i fredags hvor afgørelsen faldt i retssagen mellem Apple og Google, men søndag var Google klar med følgende udtalelse:

“The court of appeals will review both infringement and the validity of the patent claims. Most of these don’t relate to the core Android operating system, and several are being re-examined by the U.S. Patent Office. The mobile industry is moving fast and all players — including newcomers — are building upon ideas that have been around for decades. We work with our partners to give consumers innovative and affordable products, and we don’t want anything to limit that.”

Oversættelse:

1. Vi anerkender slet ikke afgørelsen om at Samsung har brudt patenterne.

2. Okay, måske så lidt alligevel, men det er Samsungs problem, ikke Androids og dermed vores.

3. Alle hugger jo lidt fra hinanden, men kun sådan lidt inspirationsagtigt, altså. De grundlæggende ideer er jo tudsegamle, og der er ikke rigtig nogen der mere kan huske hvor de kom fra.

4. Selv om vores produkter er billigere end Apples, synes vi da selv, de er innovative. Og vi håber at vores opkøb af Motorolas bugnende patentportefølje kan dække os ind så Apple ikke sagsøger r***n ud af bukserne på os.

Har Google noget at frygte?

Trods tonen i Googles udtalelse er der ingen tvivl om at der svedes tran i Mountain View i disse dage. Google påstår selv at afgørelsen ikke har noget at gøre med Android-kernen i Samsungs smartphones, men det er faktisk ikke tilfældet, eftersom Google-mobilen Nexus S (billedet) faktisk også blev “kendt skyldig” i at bryde to patenter: nemlig “bounce-back” og “pinch-to-zoom”. Nexus S kom på markedet i 2010 og kørte dengang Android 2.3 Gingerbread, i den “rene” form uden et overlæggende skin fra Samsung.

Spørgsmålet er, om Apple nu er klar til at gå efter struben på Google selv, efter at have slæbt den ene samarbejdspartner efter den anden i retten de sidste par år. Dette ville uden tvivl have været Steve Jobs ønske, men det kan sagtens være at den nuværende ledelse ser anderledes på sagen. Google er sværere at sagsøge, fordi de – bortset fra de ganske få Nexus-enheder – ikke selv producerer hardwaren, og fordi hardwarefabrikanterne i langt de fleste tilfælde lægger deres eget “skin”, eller brugerflade, ned over Android, for at udskille netop deres Andorid-mobiler fra konkurrenterne. I et retssal er det forholdvist nemt at bygge en sag op mod for eksempel Samsung, hvor man kan fremvise Samsungs enheder, markedsføring, emballage og så videre – det er ikke muligt i en eventuel sag mod Google.

Den juridiske ekspert Florian Mueller fra Fosspatents som har dækket Apples kamp mod Andorid fra starten mener at det er en helt bevidst strategi fra Apples side at gå efter hardwarefabrikanterne. Der er intet til hinder for at Apple går efter Google – det andet er bare nemmere.

Mueller tror dog mest på at Apple vil fortsætte den nuværende strategi en tid endnu, før det vil komme til et eventuelt opgør med Google.

En anden aktør, der måske står længere fremme i køen end Google, er ifølge Mueller Amazon, som har en endnu svagere portefølje af patenter end Google, og tilmed sælger spandevis af Android-enheder.

Og vinderen er……….?

Uanset Apples fremtidige strategi har dommen sat hardwareproducenterne i oprør. Samsungs ledelse er ifølge KoreaTimes nærmest i chok, og man kan sagtens forestille sig lignende tilstande hos flere af de andre Android-producenter derude, der nu kun kan grue for, hvornår det bliver deres tur.

Og her kan en helt tredie part blive den store vinder. Microsoft, som i årevis har kæmpet for at komme ind på smartphone- og tabletmarkedet uden det store held, kan lige pludselig vise sig som en meget mere attraktiv partner for producenterne. Windows 8 (til tablets) og Windows Phone 8 er fuldstændig “clean” i forhold til Android. Microsoft har gennempatereret deres egne innovative dele i det, og betaler pligtskyldigt licens for de features, de har “lånt” fra blandt andet Apple. Det kan meget vel vise sig at være en både billigere og mere behagelig løsning for LG, HTC, Huawei og alle de andre at kaste sig i armene på Microsoft i stedet for at bevæge sig på kanten af et sagsanlæg sammen med Google.

 

 

 

© 2012, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *