Guide: Sådan virker Netflix

Netflix giver blandt andet nyt liv til Apple TV, men virker på masser af andre platforme.

Filmtjenesten Netflix åbnede i sidste uge op for abonnementbaseret film og tv-kigning. Det betyder, at du for en månedlig pris på 79 kroner kan se lige så meget tv du vil, når du vil.

For at komme i gang skal du gå ind på Netflix.dk og oprette dig som bruger. Den første måned er gratis, og herefter koster det 79 kroner per måned at være med. Har du Spotify Premium er din Netflix-konto gratis året ud.

Har du en PC eller en Mac kan du starte med at se film og tv-serier med det samme direkte i browseren. I browsermenuen kan du justere størrlesen på billedet samt ændre talt sprog og undertekster. Modsat Apples egen tjeneste, er der dansk tale på langt de fleste børnefilm og danske tekster på stort set alle andre film og serier.

Har du en iPad eller en iPhone er brugerfladen ikke meget anderledes. Her kan du ligeledes styre sprog og tekster. Stopper du med at se en film på din iPad, kan du fortsætte hvor du slap på alle andre understøttede enheder.

Nyt liv til Apple TV

Især én enhed kan nyde godt af Netflix og det er Apple TV. Selvom Netflix på alle tænkelige måder er en rigtig stor konkurrent til Apples egen filmtjeneste, så er Netflix nemlig at finde i menuen på Apple TV øverst til venstre.

Herfra logger du ind med din Netflix-konto og straks er der adgang til det hele langt billigere end hos Apple. Eneste rigtige begrænsing i forhold til Apple TV er naturligvis indholdet. Nogle klager over Netflix indhold og mener der er for lidt, mens andre mener der er rigeligt i forhold til prisen.

For at få danske tekster og tale på Netflix skal du gå ind i Indstillinger på Apple TV og under sprog indstille det til dansk. Herefter bør alt det indhold der har danske tekster og tale automatisk blive vist i Netflix på Apple TV. Du kan også holde den store knap på fjernbetjeningen til Apple TV nede under opstart af film og vælge tekster.

Så alene Netflix giver for alvor nyt liv til Apple TV.

Udover de nævnte enheder virker Netflix også på PS3, Wii, Xbox og på mobiler og tablets med Android.

Er du ikke til Netflix er der også ViaPlay og snart kommer HBO Nordic også med lignende tjenester. Om de kommer i Apple TV vides endnu ikke.

Apple TV forhandles blandt andet ved Apple, Humac, Eplehuset og Pixmania.

 

 

© 2012 – 2013, maczonen.dk. All rights reserved.

Tags:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *