IHS: Netbook’en er død om 2015

Ifølge analysebureau kommer iPad til at tage livet af de billige bærbare i 2015.

I 2010 troede alle computerproducenter på at fremtiden lå i billige bærbare computere, de såkaldte netbooks. Undtagen én. Salget af de billige bærbare boomede, og nåede i 2010 op på 32,14 millioner enheder. Netbooks skulle bygge bro mellem traditionelle computere og bærbare enheder som mobiltelefoner og smartphones, og takket være den billige pris regnede man med at forbrugerne ville blive ved med at købe dem.

Den eneste computerproducent, der ikke havde en netbook i sortimentet, var Apple. Og selv om utallige rygter og analyser dengang pegede på at Apple ville lancere en netbook-lignende MacBook, skete der noget helt andet. Nemlig iPad, som blev lanceret i 2010 – samme år som salget af netbooks toppede. Siden er det gået ned af bakke for netbooksalget. Sidste år blev der solgt omkring 14 millioner enheder, og analysebureaet IHS iSupply forventer at salget i 2013 ikke kommer over 4 millioner. Når IHS kigger længere ud i fremtiden, regner de med at 2014-salget af netbooks lander på sølle 264.000, og i 2015 forventes salget at gå i nul.

Dermed er der meget der tyder på at Steve Jobs havde ret, da han forklarede hvorfor Apple ikke så en fremtid i netbooks: “netbooks aren’t better at anything,” lød det 2010, da Jobs introducerede iPad. “They’re slow, they have low-quality displays, and they run clunky, old PC software…..We don’t think that they’re a third-category device.”

I forvejen er PC-industrien hårdt ramt af iPad, og salget af traditionelle PC’er er stærkt faldende. Også Apple selv mærker i øvrigt iPad-effekten på salget af Mac-computere, som også faldet, selv om det dog ikke er så kraftigt som det øvrige marked.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *