Apple har succes med iPhone

Apple-StoreApple har præsenteret regnskab for julekvartalet.

Apple har præsenteret endnu et flot regnskab og sat rekorder i både salg af iPhones og omsætning i et kvartal. Det netop overståede første kvartal 2015, gav Apple en omsætning på 74,6 milliarder dollars og en indtjening på 18 milliarder dollars. Apple omsatte for blot 57,6 milliarder dollars i samme kvartal for et år siden.

Apples store rekord skyldes især at iPhone 6 og iPhone 6 Plus er meget populære i hele verden. Apple langede i alt 74,5 millioner iPhones over disken. Sidste jul lykkedes det Apple at sælge 51 millioner iPhones og dermed er der altså tale om en betragtelig salgsfremgang for Apple.

Salget af iPads faldt i forhold til sidste år, fra 26 millioner solgte iPads i 2014 til 21,5 millioner solgte iPads i år.

Apple kunne også fortælle om fremgang for salget af Mac-computere i forhold til sidste år. Apple solgte 5,5 millioner Mac-computere i første kvartal 2015, mens Apple kun solgte 4,8 millioner Mac-computere i julekvartalet sidste år.

Apples regnskabsår løber forskudt fra kalenderåret fra oktober til oktober, hvor julekvartalet også er Apples 1. kvartal i 2015.

© 2015, maczonen.dk. All rights reserved.

Tags: