Maczonen bliver reklamefri

maczonen har siden 2009 brugt reklamer som delvis finansiering af driften af sitet, men det stopper vi med nu.

Gennem mange år har indtjeningen fra reklamer været rigtig ringe og den pris vi får fra eks. affiliate-reklamer og pay per click-reklamer, er efterhånden så lav, at den er fuldstændig ligegyldig for driften af maczonen og derfor giver det ikke længere mening at have gammeldags bannerreklamer med tracking-links m.m. udfra et økonomisk perspektiv. Ser man på brugeroplevelsen mener vi heller ikke at bannerreklamer bidrager med noget godt til læseoplevelsen, og sidst men ikke mindst er vi på maczonen ikke særlig begejstret for alle de cookies der sporer vores læsere. Derfor dropper vi alle bannerreklamer og tracking/affiliate-links omgående.

Fremadrettet vil du derfor møde et helt reklamefrit site, hvilket vi håber du vil tage godt imod. Støder du alligevel på en enkelt reklame eller et reklame-tekstlink i fremtiden, så håber vi du vil bære over med os mens vi forsøger at rydde op. Det kan tage tid at få luget alt ud.

Vi gæder os til i fremtiden at levere Apple-nyheder til dig helt uden reklamer som forstyrrende element.

Da vi dog ikke kan leve uden nogen form for indtægt, vil der blive arbejdet på en eller anden form for donation eller betalingsmur på dele af indholdet her på siden. Men mere om det senere.

Vi håber du vil nyde vores nye reklamefri site, som forhåbentlig giver dig en endnu bedre og uforstyrret læseoplevelse.

Hilsen redaktionen, maczonen.dk

 

© 2018, maczonen.dk. All rights reserved.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *