Apple sætter nye regnskabsrekorder

Apple præsenterede i går regnskabet for fjerde kvartal 2010, der dækker juli til september.

Apple kan konstatere at der stort set er fremang over hele linen.

På de tre store og væsentlige produktområder, Mac, iPhone og iPad er der fortsat godt gang i salget og det betyder samlet at Apple omsatte for mere end 20 milliarder dollars i kvartalet. Det er ny rekord og overgår analytikernes forventninger til kvartalet.

Apple omsatte helt præcist for 20,43 milliarder dollars i fjerde kvartal og fik et overskud på 4,31 milliarder dollars. Sammenlignet med samme kvartal sidste år er det en markant forbedring. Apple omsatte i samme kvartal sidste år for 12,21 milliarder og fik et overskud på 2,53 milliarder dollars.

I kvartalet solgte Apple 3,89 millioner Mac-computere hvilket er 27 procent flere end i samme kvartal sidste år.

Apple solgte 14,91 millioner iPhones i kvartalet , hvilket er en stigning på 91 procent i forhold til samme periode sidste år.

Omvendt gik det som forventet for iPod, der fortsat taber terræn på bekostning af blandt andet iPhone. Apple solgte 9,05 millioner iPods i kvartalet, hvilket er 11 procent mindre end samme kvartal sidste år.

Apple kunne også notere sig et rigtig flot salg af det nyeste produkt, iPad. Apple solgte 4,19 millioner iPads i kvartalet.

Forventningerne til julekvartalet, der bliver 1. kvartal i regnskabsåret 2011 er ifølge Apples CFO Peter Oppenheimer på 23 miliarder dollars.

© 2010, https:. All rights reserved.