iPod fylder ni år

Apples populære iPod-musikafspiller fyldte i går ni år.

Apple fik med iPod for alvor hul på musikmarkedet og nåede bredere ud end nogensinde før, og iPod var da også den teknologiske dims, der senere førte til både iTunes Store, iPhone og iPad. Betydningen har dermed været enestående og det må til stadighed irritere Sony, at det ikke var Walkman, men iPod der blev den foretrukne musikafspiller i det nye årtusinde. Man kan med rette betegne iPod som det nye årtusindes walkman.

Den første iPod blev præsenteret ved en special event hos Apple den 23. oktober 2001. Dengang var musukafspilleren kun kompatibel med Mac og synkroniserede musikfiler via Firewire 400.

iPods ni års fødselsdag markeres dog ikke kun med glæde men også med en konstatering om at tiderne skifter og at iPod’ens dage måske er talte, i hvert fald i den oprindelige udgave med en musikalsk udgangspunkt.

De seneste år har iPod som selvstændig enhed tabt salg og sælger dårligere og dårligere på bekostning af mobiler og smartphones med indbyggede musikafspillere. iPod lever dog videre i iPhone som en indbygget funktion, ligesom iPod touch har flyttet iPods oprindelige fokus væk fra musik og over på spil og andre programmer.

Vi ønsker tillykke med de ni år.

© 2010, https:. All rights reserved.