Minitest: Critter Crunch

Spillet Critter Crunch til iPhone, iPod touch og iPad er imponerende flot og rimelig underholdning.

Er du til små sjove spil hvor der både er lidt action og lidt puzzle, er Critter Crunch måske sagen.

Spillet er udviklet af Capybara og er bestemt ikke nogen nyhed, men er for undertegnede anmelder druknet i mængden og først opdaget og afprøvet nu.

Det prisbelønnede Critter Crunch er udfra omtalen af spillet i genren ‘Food Chain” puzzle-play og det er faktisk det mest dækkende man kan sige om spillet.

I spillet gælder det nemlig om at styre fantasifiguren Biggs og få ham til at hente figurer, de såkaldte Critters, med sin lange tunge og fodre dem i rækkefølge efter størrelse. De små skal spises af de lidt større og de lidt større af de store, og det hele skal helst ske før de kommer for tæt på.

Biggs får for sin fodringsindsats en masse bonus-godter, der giver en masse ekstra point.

Spillet bliver hurtigt svært at følge med i og så krydres det hele med en række specielle Critters løbende, der enten giver bonus, fordele eller minuspoint. De grønne og slimede Critters må man således ikke blive ramt af.

Selve spillet styres med fingrende fra side til side og for at få Biggs til at napse en Critter skal der trykkes på skærmen. Samme når Biggs skal fodre en Critter. Det går dog ikke lige nemt hver gang og spillet tager ofte fejl af denne anmelders intentioner, som når man for eksempel vil flytte Biggs, i stedet spytter lasten ud til en forkert Critter. Det kunne godt være gjort bedre og viser at spillet måske ikke er det mest geniale til iOS-enheder med trykfølsom skærm.

Helt dumt er det dog ikke og grafikken er meget fin og der er underholdning til mange timer.

Critter Crunch koster 12 kroner og sammenlignet med den værdi man får ud af eksempelvis Angry Birds til kun seks kroner, er Critter Crunch nok lige dyrt nok. Det er dog svært at brokke sig i meget lang tid over spil til 12 kroner, der underholder som Critter Crunch trods alt formår.

Vil du alligevel ikke betale, kan du starte med Critter Crunch Lite, som er helt gratis.

Vi giver spillet tre ud af fem stjerner.

(Af: LK)

© 2010, https:. All rights reserved.