Apple frigiver iOS 4.2

Apple har netop frigivet iOS 4.2, der bliver den første version af iOS til iPad.

iPad-brugere har ventet på iOS 4.2 med længsel, da iOS 4.2 bringer en række af de nye muligheder med sig, som Apple allerede har smidt i iOS 4.x til iPhone og iPod touch.

iPad-brugere kan med iOS 4.2 se frem til Multitasking, Game Center, organisering af programmer i mapper og understøttelse af dansk sprog, mens ejere af både iPad, iPhone og iPod touch kan glæde sig til video og audio-streaming via AirPlay samt AirPrint og en del andre mindre opdateringer og forbedringer.

AirPlay-funktionen lader brugere streame både lyd og video til Apples nye Apple TV, samt til Airport Express via Pad, iPhone og iPod touch. Endelig kan man også streame direkte til enheder der understøtter AirPlay-teknologien.

Med AirPrint er der mulighed for at udskrive direkte fra iPhone, iPod touch og iPad til en AirPrint-printer. Der er dog ikke så mange understøttede i iOS 42, men Apple nævner selv HP Photosmart, HP LaserJet Pro og HP Officejet.

Med frigivelsen af iOS 4.2 har Apple også gjort det muligt at benytte Find My iPhone uden MobileMe. Find My iPhone findes som gratis download i App Store, men er desværre kun gratis hvis du har en iPhone 4, iPad eller en ny iPod touch.

iOS 4.2 kan hentes i iTunes i løbet af aftenen.

iOS 4.2 virker med iPad, iPhone 3G, iPhone 3GS, iPhone 4, iPod touch 2G og nyere.

© 2010, https:. All rights reserved.