Minitest: Rage HD

ID Software nye Rage er imponerende flot, specielt på iPhone 4, men også lidt kedeligt.

I sidste uge frigav John Carmack og ID Software et af de flotteste spil som vi endnu har set på iPhone.

Rage, der både findes i en “grim” version til ældre iPhones, og i en HD-version til minimum iPhone 3GS bygger på nyeste version af grafik-teknologi og lover rigtig godt for fremtidens spil på iOS.

Rage er da også en forsmag på et endnu større spil der frigives til en række af de andre store spilplatforme senere.

Udover flydende grafik og ulækre misfostre er der ikke så meget at snakke om når det gælder Rage. Som i så mange andre First Person Shooters skal man bare pløkke løs og ramme alt der angriber. Det er til tider en smule uhyggeligt, men på en underlig vis også lidt komisk, hvilket understreges af at man som spiller er en del af et mystisk tv-show med navnet Mutant Bash TV.

Rage er dog ikke en almindelig First Person Shooter, men en såkaldt Rail Shooter, det vil sige at man stort set ikke selv skal bevæge sig rundt i gangene, men blot bevæge iPhone og sigte på alle de monstre der dukker op af revner og sprækker og angriber en. Til det formål har man en masse våben, men hold igen med ammunitionen, så der er en kugle til alle der angriber.

Hvad angår lyd og grafik bliver det ikke meget flottere for øjeblikket, men selve spilværdien er noget lav med den begrænsede interaktion, hvor man som nævnt blot kan sigte.

Vi giver spillet fire ud af fem stjerner, mest for grafikken og prisen, der er på seks kroner for den almindelige version og 12 kroner for HD-versionen.

Spillet kan hentes i App Store.

© 2010, https:. All rights reserved.