Kodak taber mod Apple og RIM

Kodaks forsøg på at få Apple og RIM til at betale licens for misbrugte patenter er indtil videre blevet stoppet.

Kodak klagede sidste år til International Trade Commission over blandt andre Apple og RIM for misbrug af billedvisningsteknologi i kameradelen af blandt andet iPhone.

Nu har en dommer hos International Trade Commission afvist Kodaks klage, som kunne have betydet et importforbud til USA af en række af Apples og RIM’s populære produkter.

Et panel bestående af seks specialister hos International Trade Commission skal dog også først godkende den nye afvisning før Apple og RIM slipper helt. RIM har udtalt sig i sagen og føler sig sikre på at deres produkter ikke strider mod Kodaks patenter, mens Apple som altid ikke vil udtale sig.

Omvendt har Kodak fornylig haft succes med en lignende klage over LG og Samsung, så der er fortsat mulighed for at Kodak kan få penge fra Apple og RIM.

Om en uge skal International Trade Commission tage stilling til Apples modklage. Apple beskylder nemlig Kodak for misbrug af en række Apple-patenter i flere populære kameramodeller.

© 2011, https:. All rights reserved.