Bon Jovi: Steve Jobs slog musikken ihjel

Den halvgamle halvrocker, Jon Bon Jovi kritiserer Jobs for at have ødelagt musikoplevelsen og ja faktisk hele musikbranchen.

Jon Bon Jovi, forsanger i rockbandet Bon Jovi kritiserer direkte Steve Jobs for at være skyld i at magien er fjernet fra musikbranchen, både hvad angår køb og lytteoplevelse.

Ifølge Jon Bon Jovi var det nemlig meget sjovere dengang han var ung at gå ind i en fysisk pladebutik og finde en plade man ville købe.

“Jeg vil nødig lyde som en gammel mand, men det er jeg, og lyt til mine ord. Om en generation vil folk spørge hvad skete der? Steve Jobs er personligt ansvarlig for at slå musikbranchen ihjel”, siger Jon Bon Jovi til MSN Music.

Onde tunger vil måske mene at Bon Jovi har brugt mindst lige så mange kræfter på at ødelægge musikken med sin egen lyd og attituder, ligesom mange har rost Apple og Steve Jobs for stort set at have reddet musikbranchen og givet den et nyt liv.

Hvad mener du? Er Jobs den store redningsmand eller er det ham der har ødelagt musikbranchen? Skriv et indlæg nedenfor.

© 2011, https:. All rights reserved.