Anmeldelse: Jyske Mobilbank til iPhone

I sidste uge frigav Jyske Bank en netbankløsning til iPhone og Android.

Jyske Banks nye Jyske Mobilbank til iPhone er enkelt at bruge og nem at lære at kende, men der mangler basale funktioner.

Med Jyske Mobilbank, der kan hentes gratis i App Store er det muligt at tjekke saldi på dine konti samt få direkte adgang til dine depoter samt at kontakte din kunderådgiver. Det hele er rimeligt godt opstillet, så du har overblik over alle dine konti, men kræver en smule tilvænning i forhold til den almindelige version af Jyske Netbank, men det kommer man nu hurtigt over.

For at benytte Jyske Mobil til iPhone, skal du først ind i Jyske Netbank og hente en unik kode som du kan benytte når du logger på programmet. Denne løsning er valgt i mangel af NemID, der benytter en Java applet, som ikke er understøttet på iPhone.

Kontokig og deportkig er naturligvis kun for kunder i Jyske Bank, men er man ikke kunde, så kan man benytte Jyske Banks Valutaomregner, som er en del af Jyske Mobilbank, men vi tvivler på at ret mange ikke-kunder gider det, selvom funktionen er ganske god.

Kontokig i Jyske Mobilbank

Du kan også møde Jyske Banks maskot havkatten, som muligvis er lagt ind i Jyske Mobilbank for underholdningens skyld, men den er bare ikke særlig sjov. Væk med den og tag kaffen med, den er også fejlplaceret.

Brugerfladen ligner Apples iBookprogram med hylder med forskellige produkter på, blot holdt i de samme mørke træfarver, som i de fysiske Jyske Bank-butikker, hvor der også står kasser med produkter på hylderne og det er ganske fint og viser en grafisk sammenhæng mellem fysisk bank og program, noget Jyske netbank til computeren godt kunne gøre bedre.

Desværre savner vi en række basale funktioner i Jyske Mobilbank til iPhone før programmet for alvor bliver spændende at bruge, specielt mulighed for at overføre penge og betale regninger samt se valutakurser.  Alle disse funktioner og flere til er på vej til Jyske Mobilbank og frigives til foråret. Indtil da må vi nøjes med at give programmet 3 ud af 5 stjerner. Ikke fordi der er noget galt med programmet, men fordi det kun er et halvt program.

 

 

© 2011, https:. All rights reserved.