Hvid iPhone 4 i butikkerne fra i dag

Den hvide iPhone 4 blev ti måneder forsinket før den endelig nu er klar til salg.

Apples hvide iPhone er på vej i butikkerne flere steder i verden. Blandt andet er salget startet i Belgien og flere steder i USA ligesom mange andre forhandlere rapporterer om at de har modtaget den nye iPhone.

Herhjemme begynder salget af den hvide iPhone 4 også i dag. Hos Telia kun til de kunder der står på venteliste, fortæller mobilsiden og kun nogle af de mange tusinde Applefans på ventelisten kan forvente at få fingre i en hvid iPhone 4 i første omgang, da lagrene er begrænsede.

“Der bliver ingen hvide iPhone 4 at købe i forretningerne. Vi sælger KUN via ventelisten. Simpelthen fordi, vi vil yde en service over for de kunder, som tålmodigt har stået på en venteliste i ni måneder,” siger salgsdirektør Michael Bech til Mobilsiden.dk.

Den hvide iPhone ventes også til salg i dag fra Apples andre samarbejdspartnere, blandt andre 3 og TDC.

Den nye hvide iPhone fås med samme specifikationer som den sorte og til samme pris.

© 2011, https:. All rights reserved.