Google lancerer Google Music

Google Music er nu  ude af beta, som ventet med Music Store, men kun i USA.

Google lancerede i går som ventet deres konkurrent til iTunes på et event i Los Angeles.

Google Music har eksisteret i beta siden foråret, hvor man har kunnet uploade sin musik manuelt til skyen og derfra streame den til alle sine enheder.

Nu kommer der en “rigtig” musikbutik med i pakken. I Google Music Store kan man købe musik i 320 Kps Mp3 format, og samtidig er der en ekstra service i form af at man via Google+ kan dele sin musik med vennerne, så de kan høre et nummer gratis én gang. Derudover er der andre gratis glæder: Google Music Store har en gratis sang om dagen, man kan lytte til, og der kommer flere specialtilbud, som man ikke kan købe andre steder, for eksempel en live-LP med Coldplay. Der er ved lanceringen 8 milli0ner musiknumre, hvilket vokser til 13 millioner i løbet af de næste måneder.

Google har dog ikke fået alle de store pladeselskaber med i folden: Warner Music har indtil videre sagt nej til et samarbejde, og dermed har Googles musikbutik ikke store navne som Red Hot Chili Peppers, Johnny Cash, R.E.M, Gnarls Barkley og mange flere. (Se en oversigt over Warners kunstere her).

Det er naturligvis stadig muligt at uploade sin egen musik til Google Music og streame den via skyen. Her tilbyder Google gratis lagring af op til 20.000 sange. Uploadingen skal stadig foregå manuelt, Google har ikke noget der modsvarer iTunes Match, hvor iTunes automatisk matcher ens musikbibliotek med musikbiblioteket i iTunes Store, så man slipper for selv at uploade. Det er tilsyneladende heller ikke muligt at købe sig til ekstra plads, hvis man rammer grænsen på de 20.000 sange.

Ligeledes får vi heller ikke adgang til Google Music i Danmark. Tjenesten er i første omgang kun tilgængelig i USA.

Spørgsmålet er om Google Music har potentiale til at blive et reelt alternativ til iTunes og Amazon musiktjeneste. Ved første øjekast virker det som for lidt af det hele – for sent. Google Music tilbyder ikke rigtigt noget som iTunes ikke har. Fordelene ved den gratis lagring forsvinder hurtigt, hvis man når op i nærheden af loftet på de 20.000 sange, og det må siges at være en kæmpe nedtur at Warner ikke er med på vognen.

Google skal arbejde ekstra hårdt, hvis de vil ind og kæmpe med Apple og Amazon, eftersom begge har været i gang på musikområdet i noget der ligner ti år. Hele konverteringen af brugernes musikbiblioteker fra vinyl og cd til digitale filer er sket for længe siden og spørgsmålet er, hvorfor man skal droppe sin konto i iTunes eller Amazons MP3-butik og skifte til Google Music, når der ikke er noget ekstra at komme efter der?

Og derudover er der naturligvis alle streamingtjenesterne, som Spotify, WiMP og TDC Play, som alle stormer frem i disse år.  Hvorfor skulle en Spotify-kunde, som af et ærligt hjerte nyder at dele sin musik via Facebook, skifte til Google Music og dele musikken én gang på Google+, som ingen alligevel rigtig bruger?

Der har været store forventninger til Google Music, men ærligt talt er udspillet temmelig skuffende. Om det lykkes for søgegiganten at få foden indenfor på det digitale musikmarked er selvfølgelig ikke afgjort endnu, men indtil videre ser det ikke lovende ud.

GoogleMusic

 

© 2011, https:. All rights reserved.