iTunes Match misser lanceringsdato

I al stilhed har Apple passeret “slutningen af oktober” uden at iTunes Match er blevet lanceret.

Slutningen af oktober blev ellers nævnt som lanceringstidspunktet for iTunes Match i USA på Apples iPhone-event den 4. oktober, men selv om kalenderen nu skriver november, er Apples omdiskuterede musiktjeneste ikke blevet tilgængelig. Oprindelig skulle iTunes match være frigivet sammen med iOS 5 og iCloud den 11. oktober.

At Apple har vidst at iTunes Match villa blive forsinket i et stykke tid, kan ses af det faktum, at de Match-funktioner, der var indbygget i iTunes 10.5 beta er fjernet fra den færdige version af iTunes 10.5. Funktionerne blev derefter flyttet til en ny beta, 10.5.1, men denne beta er netop udløbet.

Kilder siger dog til MacRumors at Apple er tæt på en lancering af iTunes Match. Således skulle butikspersonalet være blevet briefet, hviket nrmalt ikke sker før et nyt produkt er lige på trapperne.

Apple har ikke selv kommenteret på forsinkelsen.

iTunes Match lader brugerne matche deres musikbibliotek med musikbiblioteket i iTunes Store, så man via iCloud kan streame musikken direkte fra skyen. Tjenesten har været kritiseret for at favorisere piratkopiering af digital musik, eftersom iTunes Match ikke tjekker om brugerens version af musikken er erhvervet på lovlig vis og den årlige pris på $25 på ingen måde dækker pladebranchens formodede tab på grund af pirat-kopiering.

Kilde: MacRumors

© 2011, https:. All rights reserved.