Apple sætter aktierekord

Apple er nu det mest værdifulde selskab i USA, og den største PC-producent i verden.

Apples artier steg i går til det højeste niveau nogensinde, og med en værdi på $453,01 pr. aktie ved børsens lukning overgik Apples samlede værdi for første gang Exxon Mobil med næsten 13 milliarder.

De store stigninger er en reaktion på Apples rekordregnskab for julekvartalet, som blev offentliggjort i sidste uge og hvor salget af både iPhones, iPads og Mac-computere har overgået forventningerne.

Derudover gør rekordsalget også, at Apple nu ifølge analysebureauet Canalys er verdens største PC-producent, hvis man regner iPads og tablets med som PC-er.

Om tablets skal medregnes som computere er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men eftersom iPads og de andre tablets i høj grad er med til at “æde” af salget af netbooks og notebooks giver det en form for mening at gøre det. Computersalget er generelt for nedadgående på verdensplan, mens salget af iPad og konkurrerende tablets som Kindle Fire er kraftigt stigende.

Tabletsalget udgjorde i 2011 ifølge Canalys 22% af det samlede PC-salg, og heraf sidder Apple solidt på den største markedsandel. Den største konkurrent, Amazons Kindle Fire, solgte 6 millioner i fjerde kvartal, hvor Apple solgte over 15 millioner iPads.

I 2011 solgte Apple i alt 17.8 millioner Macs og 40.5 millioner iPads.

MacNN

© 2012, https:. All rights reserved.