Billig dansk tablet på trapperne

Det nystartede danske firma Jecopix har en Android tablet til under tusind kroner på hylderne.

Er man på udkig efter en meget billig tablet kommer der snart en dansk en af slagsen på markedet, der virkelig kan konkurrere på prisen.

Firmaet Jecopix har to tablets til salg, hvoraf den mindste koster lige under en tusindlap, og dermed er billigere end Amazons Kindle Fire, der med en pris på $200 kommer op over 1.200 kr herhjemme, hvis den skulle komme til salg udenfor USA.

Jecopix’ tablets, TabOne1 fås i to størrelser med henholdvis 7 og 9,7 tommer skærm. Den lille model, kaldet tebOne1, har 1,2 Ghz processor,  512 MB RAM, 16 GB hukommelse, 14 timers batteritid, 140 timers batteri standby, Webkamera og HD 1080/2160 Video. Styresystemet er Android 4.0.

Derudover får man en tilbehørspakke til en værdi af 600 kroner med i købet.

Lyder det for godt til at være sandt?

Det er det måske også. Man skal altid vare sig for at købe varer hos forhandlere man ikke kender, eller har tillid til, og eftersom Jecopix er en nystartet enkeltmandsvirksomhed, der ifølge cvr.dk er stiftet 1.9.2011, er det svært at vurdere, om der er tale om et reelt tilbud eller en eller anden form for fup. Hjemmesiden er pt. ikke godkendt af e-handelsfonden, og der tages kun mod betaling via PayPal og direkte kontooverførsel, hvilket umiddelbart ikke er noget godt tegn.

På den anden side skal man heller ikke dømme folk ude, på grund af fordomme, for det er trods alt muligt at sælge en reel tablet så billigt, når man som Jecopix vælger at droppe de store forhandlerkæder som salgskanaler, og satser på billig produktion i Kina. At man så ikke har toptunet sin hjemmeside helt fra starten er ikke nødvendigvis udtryk for at man ikke har rent mel i posen.

Vi har kontaktet Jecopix og aftalt at få en TabOne tablet til test, når de kommer hjem, hvilket sker i uge 6 – 7, så vi kan få syn for sagen. Hvis hjemmesiden holder hvad den lover, kan det meget vel vise sig at være et udemærket billigt alternativ til de store producenters topmodeller.

 

 

© 2012, https:. All rights reserved.