iPad fylder to år

Det er nu to år siden at Steve Jobs lancerede iPad. Meget er sket siden.

Den 27. Januar 2010 præsenterede Steve Jobs den første iPad i Yerba Buena Center for the Arts i San Francisco. Den blev dengang mest anset som en forvokset iPhone eller iPod Touch, og mange var i tvivl om hvad man egentlig skulle bruge en iPad til, ligesom der blev stillet spørgsmål ved selve formatet.

Også konkurrenterne var skeptiske. Steve Ballmer, der altid er god for en hånlig Applebemærkning, afviste af iPad’en skulle indlede nogen form for “post-PC æra”, og andre konkurrenter som Acer omtalte både iPhone og iPad som “muterede vira” (!) og proklamerede iPad’ens snarlige død ved flere lejligheder.

To år senere har Apple solgt over 55 millioner iPads, overhalet Acer i markedsandele, og sat Microsoft i gang med at udvikle en seriøs konkurrent. Windows 8 er med sit touch- og tabletbaserede  fokus direkte rettet mod at kunne tage kampen op mod iPad.

Endnu er iPad fuldstændig enerådende på det stadigt voksende tabletmarked. Konkurrenter, der har forsøgt sig med Android-baserede tablets har indtil videre ikke haft det store held med at få fodfæste. Kun Kindles billige tablet Fire, og Barnes&Nobles Nook, har på det amerikanske marked kunnet få en vis succes.

Udover de tørre tal har Apple med iPad også grundlæggende ændret mange af vores vaner og tilgange. Især unge generationer har taget touch-tilgangen til sig, og med lanceringen af iBooks 2 er Apple godt på vej til at erobre uddannelsessektoren med interaktive lærebøger.

Apple ventes til marts at præsentere tredie generation af iPad som skulle have ekstra høj skærmopløsning, 4G og en quad core chip.

 

 

 

© 2012, https:. All rights reserved.