LG præsenter ny topmobil: Optimus 4X HD

Optimus 4X HD er bevæbnet til tænderne med fede specifikationer.

LG har præsenteret deres flagskib for 2012 indenfor smartphones og det er et sandt monster af en mobil.

Optimus 4X HD får sit navn efter den Tegra 3 quad-core processor, der sidder indeni. Det er den første officielle smartphone med de nye Tegra 3 processorer, og det burde give lynhurtigt internet og bedre multitasking. Senere kommer der dog andre quadcore mobiler fra både HTC, Huawei og andre, som sikkert bliver præsenteret på MWC, så det bliver spændende at se, hvad Optimus 4X skal op imod.

Skærmen er på hele 4,7″ – næsten lige så stor som på Optimus Vu, der er LG’s bud på en hybrid mellem en smartphone og en tablet, men med en smal ramme og en tykkelse på 8,9mm er pladsen udnyttet optimalt, så mobilen ikke føles for klodset.

Indeni er der også blevet plads til et kraftigt batteri på hele 2.150 mAh, og på kamerasiden finder vi det efterhånden næsten obligatoriske 8MP kamera, samt et 1,3MP frontkamera.

Styresystemet er Android 4.0.

LG Optimus 4X HD kommer til Europa i løbet af foråret til en endnu ukendt pris.

© 2012, https:. All rights reserved.