Rygte: SkyDrive er på vej til Mac

Microsofts cloudløsning får måske en klient til Mac.

Det ser ud til at Microsoft vil tage kampen op med iCloud direkte på fjendtligt territorie, så at sige.

Lækkede billeder fra den brasilianske blog Gemind viser at Microsoft arbejder på en SkyDrive klient til OS X, som de opfordrer udviklere til at downloade.

Microsoft har ikke officielt bekræftet at de vil gøre SkyDrive tilgængelig fra Mac, men de seneste officielle udmeldinger viser at Microsoft satser stærkt på at gøre SkyDrive til en værdig konkurrent til iCloud. SkyDrive bliver blandt andet fuldt integreret i Windows 8, der kommer senere i år og får derudover en række forbedringer.

SkyDrive tilbyder 25 GB gratis lagringsplads, hvilket er noget mere end de 5GB der er gratis til rådighed i iCloud. Man skal dog huske på at Apple ikke medregner det indhold man har købt i iTunes og App Store, ligesom man med iTunes Match kan synkronisere sit musikbibliotek med iTunes’ enorme katalog uden selv at skulle bruge tid på at uploade.

via GadgetZonen

 

© 2012, https:. All rights reserved.